Takelot II var søn af Amuns ypperstepræst Nimlot og dermed barnebarn af Osorkon II. Han regerede i Mellem- og Øvre Egypten omkring 845–821 f.v.t., samtidig med at andre regenter sad i nord. Hans regeringstid blev præget af oprør i Theben og langvarige kampe om kontrollen over Amuns præsteskab (Jansen-Winkeln 2006: 242 og 247–249; Kitchen 1996: 331–336).

Familie
Takelot II’s vej til tronen gik gennem hans tilhørsforhold til regentfamilien og hans embede som Amuns ypperstepræst. Han var søn af Nimlot, som var søn af Osorkon II og den kongelige hustru Djedmutesankh. Hans mor var Tentsepeh. Før han antog regenttitlen, var han kendt som ypperstepræsten Takelot F i Theben (Dodson og Hilton 2004: 222–224; Jansen-Winkeln 2006: 247–249).

Hans store kongelige hustru var Karomama Merytmut, som også var datter af Nimlot og dermed sandsynligvis Takelots søster. Ægteskabet fastholdt magten inden for den samme gren af familien. Deres bedst kendte søn var prins Osorkon, som blev Amuns ypperstepræst og senere regerede som Osorkon III. Andre børn omfattede blandt andet Bakenptah og flere døtre, men familiens præcise sammensætning er usikker (Tyldesley 2006: 181; Dodson og Hilton 2004: 223–224).

Regeringstid
Takelot II regerede fra et magtgrundlag i Herakleopolis og Theben. Hans kongelige indskrifter er kun fundet i Mellem- og Øvre Egypten, og der er ingen sikre tegn på, at han regerede i Deltaet. Samtidig regerede Osorkon II og senere Shoshenq III i nord (Jansen-Winkeln 2006: 242 og 247–249).

Takelot indsatte sin søn, prins Osorkon, som Amuns ypperstepræst i Theben. Udnævnelsen mødte modstand blandt andre grene af de ledende familier.

Takelot II’s år 11.
” Landet var kommet i oprør. Hans majestæt sendte sin søn, den store høvding Osorkon, sydpå for at bekæmpe uroen. Han drog fra fæstningen Teudjoi til Hermopolis og fortsatte derfra til Theben. De skyldige blev dømt, henrettet og brændt, så deres navne og kroppe ikke længere skulle bestå.”

Osorkon fremstiller sine modstandere som oprørere mod den lovlige orden. Afbrændingen af ligene var en særlig hård straf, fordi den skulle forhindre de døde i at opnå et liv efter døden (Ritner 2009: 348–355).

I Takelots år 12.
“ besøgte Osorkon Theben tre gange og bragte skibe med brød, øl, kvæg, fugle, vin og røgelse til Amuns fester. Gaverne skulle genoprette tempeltjenesten og vise, at Osorkon udførte sine pligter som ypperstepræst “ (Ritner 2009: 355–358).

I Takelots år 15. brød et nyt oprør ud. Prins Osorkon beskriver begivenhederne således:
” Oprørets børn rejste sig igen og skabte strid i syd og nord. Han blev ikke træt af at kæmpe iblandt dem, som Horus, der kæmpede for sin far. Der gik år, hvor den ene angreb den anden, uden at nogen kunne standse det.”

Prins Osorkon mistede kontrollen over Theben og måtte forlade byen.
Konflikten udviklede sig til en længere borgerkrig, hvor Pedubast I blev anerkendt som rivaliserende regent i Theben (Ritner 2009: 358–365; Jansen-Winkeln 2006: 247–249).

I Takelots år 24. vendte prins Osorkon tilbage:
” Da han så landets tilstand, fandt han ingen anden vej end forsoning. Hans mænd støttede hans beslutning, og han sejlede til Theben med mange skibe fyldt med ofre til Amun-Ra.”

Osorkon forsøgte at afslutte konflikten gennem forsoning og fornyede tempelgaver, men freden blev ikke varig. Prins Osorkons Krønike fortsætter med begivenheder og donationer, som er dateret til Shoshenq III’s 22.–29. regeringsår (Ritner 2009: 365–377; Jansen-Winkeln 2006: 249).

Monumenter
Takelot II’s monumenter er koncentreret i Karnak, hvilket stemmer med hans magtgrundlag i Øvre Egypten. På Bubastideportalen lod hans søn, prins Osorkon, indhugge relieffer og de første dele af sin krønike. De viser Takelot II foran Amun og omtaler Osorkons udnævnelse til Amuns ypperstepræst (Ritner 2009: 348–377; Jansen-Winkeln 2006: 247–249).

Takelot II er også afbildet i tempel J ved Karnaks østlige område. Her optræder prins Osorkon som ypperstepræst under sin far. Desuden findes Takelot II’s navn i daterede vandstandsmærker på kajmuren ved Karnak, hvor Nilens højeste vandstand blev registreret. Mærkerne fungerede som en enkel form for nilometer og dokumenterer Takelots regering i Theben (Kitchen 1996: 331–336; Jansen-Winkeln 2006: 247–249).

Prins Osorkons Krønike blev indhugget på Bubastideportalen i flere omgange mellem omkring 835 og 809 f.v.t. Den skildrer begivenheder fra Takelot II’s 11. regeringsår til Shoshenq III’s 29. regeringsår (Ritner 2009: 348–377; Broekman 2008: 209–234).

Grav og mumie
Takelot II’s grav er ikke fundet, og hans mumie er heller ikke identificeret. Begravelsen i NRT I ved Tanis, som tidligere blev tilskrevet ham, tilhørte Takelot I (Jansen-Winkeln 1987: 253–258; Kitchen 1996: 331–336).

Louvre opbevarer to små læderstykker fra en mumies udsmykning, E 16897 A og E 16897 B, med Takelot II’s tronenavn og fødselsnavn. Stykkerne viser regenten foran gudinder og kan have tilhørt hans gravudstyr, men deres oprindelige fundsted kendes ikke. De kan derfor ikke bruges til at fastslå gravens placering (Louvre E 16897 A–B).

Eftermæle
Takelot II’s regeringstid markerede en tydelig politisk opdeling mellem regenterne i Øvre Egypten og den nordlige linje. Konflikten i Theben fortsatte efter hans død, men sønnen Osorkon bevarede sin indflydelse og blev senere regent som Osorkon III. Prins Osorkons Krønike gør perioden til en af de bedst dokumenterede dele af Tredje Mellemtid (Jansen-Winkeln 2006: 247–249; Ritner 2009: 348–377; Broekman 2008: 209–234).