Kort introduktion
Tutankhamon var farao i det 18. dynasti og kom på tronen som barn efter Amarna-periodens store omvæltninger.
Han er i dag den mest berømte af alle egyptiske faraoer, ikke på grund af sin regeringstid, men fordi hans grav blev fundet næsten urørt i Kongernes Dal i 1922.
Under hans regering vendte Egypten gradvist tilbage til den gamle religion efter Akhenatons reformer, og guderne Amon og Osiris fik igen deres centrale plads i samfundet.
Tutankhamon døde som ung og regerede kun i omkring ni år, men fundet af hans grav har givet arkæologer en enestående indsigt i livet ved det egyptiske hof.
I denne artikel kan du læse om hans familie, vejen til tronen, regeringstid, grav og betydning for Egyptens historie.

Familie
Tutankhamon blev født i Amarna-perioden som medlem af den kongelige familie i det 18. dynasti. DNA-undersøgelser offentliggjort i 2010 har vist, at han var søn af Akhenaten. Hans mor var en kongelig kvinde af nær slægt med Akhenaton, sandsynligvis en søster eller halvsøster, men hendes navn er ukendt (Hawass et al., 2010).

Han blev født med navnet Tutankhaten (“Atens levende billede”) under Amarna-periodens religiøse reformer. Efter genoprettelsen af den traditionelle religion ændrede han sit navn til Tutankhamon (“Amons levende billede”), hvilket afspejlede tilbagevenden til Amon-kulten.
Tutankhamon blev gift med Ankhesenamun, datter af Akhenaton og sandsynligvis Nefertiti. Hun bar oprindeligt navnet Ankhesenpaaten, men ændrede ligesom sin ægtefælle navn efter restaureringen af den traditionelle religion.
En anden vigtig kvinde ved Amarna-hoffet var Kiya, en sekundær hustru til Akhenaton, som i en periode nød en usædvanlig høj status ved hoffet og blev omtalt som »den højt elskede hustru«.
Hendes oprindelse er ukendt, men hun har længe været foreslået som mor til Tutankhamon. Denne teori var udbredt i store dele af det 20. århundrede, fordi Kiya var den mest fremtrædende sekundære hustru i Amarna-perioden.
DNA-undersøgelser offentliggjort i 2010 har imidlertid vist, at Tutankhamons mor sandsynligvis var en navnløs kongelig søster eller halvsøster til Akhenaton. Kiya betragtes derfor ikke længere som den mest sandsynlige kandidat, selv om spørgsmålet endnu ikke kan anses for endeligt afgjort (Dodson; Reeves; Hawass et al. 2010).
Tutankhamon og Ankhesenamun fik ingen overlevende børn. To dødfødte pigefostre blev fundet i Tutankhamons grav og anses almindeligvis for at være parrets døtre.
Disse fund giver et sjældent indblik i den kongelige families private liv og har bidraget til forståelsen af slægtskabet i slutningen af det 18. dynasti.
Tutankhamons nærmeste rådgivere omfattede den aldrende embedsmand Ay og generalen Horemheb. Begge spillede en central rolle i rigets administration og skulle senere selv bestige tronen som faraoner.
Samlet set repræsenterer Tutankhamons familie forbindelsen mellem Amarna-periodens religiøse revolution og den efterfølgende genoprettelse af den traditionelle egyptiske orden.
Slægtskabet omkring ham er blandt de bedst dokumenterede i det gamle Egypten, men rummer stadig flere uløste spørgsmål.

Regeringstid
Tutankhamon regerede ca. 1332–1323 f.Kr. og besteg tronen som barn, sandsynligvis omkring otte eller ni år gammel. Han overtog et rige, der stadig var præget af de omfattende religiøse og politiske forandringer, som hans far Akhenaten havde indført under Amarna-perioden (Dodson/2009; Reeves/2015).

Ved sin tronbestigelse bar han navnet Tutankhaten (“Atens levende billede”), men allerede tidligt i regeringen ændrede han sit navn til Tutankhamon (“Amons levende billede”). Hans dronning ændrede tilsvarende navn fra Ankhesenpaaten til Ankhesenamun. Navneskiftet markerede begyndelsen på den officielle tilbagevenden til den traditionelle egyptiske religion (Hornung/1999; Manniche/2010).

Da kongen var mindreårig, blev rigets administration i høj grad varetaget af erfarne embedsmænd. De vigtigste var vesiren og den senere farao Ay samt generalen Horemheb, der ledede hæren og senere selv overtog tronen. Begge spillede afgørende roller i udformningen af den politik, der kom til at præge regeringen (Dodson/2009; Reeves/2015).

Et af de vigtigste dokumenter fra perioden er den såkaldte Restaurationsstele, som beskriver, hvordan templerne var forfaldet, gudernes kulter forsømt og landet bragt i uorden. Under Tutankhamon blev templer genåbnet, præsteskaber genetableret og de traditionelle guder igen anerkendt som rigets beskyttere. Selv om teksten lægger vægt på kongens rolle, er det sandsynligt, at beslutningerne i høj grad blev gennemført af hans rådgivere (Restaurationsstelen; Hornung/1999).

I løbet af regeringen blev hoffet gradvist flyttet væk fra Amarna. Memphis synes at have fungeret som det vigtigste administrative centrum, mens Karnak-templet og de øvrige traditionelle kultcentre igen modtog kongelig støtte. Amarna blev ikke straks forladt, men mistede hurtigt sin betydning (Reeves/2015; Kemp/2012).

På udenrigspolitikkens område forsøgte Egypten at genoprette sin position efter Amarna-periodens svækkelse. Der findes tegn på militære aktiviteter i Nubien og Syrien-Palæstina, men de fleste af disse forbindes med Horemheb og rigets embedsmænd snarere end den unge konge selv (Redford/1984; Dodson/2009).

Tutankhamons regeringstid blev forholdsvis kort. Han døde omkring nittenårsalderen efter cirka ni års regering. Trods den korte regeringstid blev hans periode afgørende for overgangen mellem Amarna-periodens religiøse revolution og genoprettelsen af den traditionelle egyptiske stat.
Hans betydning ligger derfor ikke i store erobringer eller monumentale byggeprojekter, men i restaureringen af den orden, som skulle præge Egypten resten af det Nye Rige (Reeves/2015; Hornung/1999; Manniche/2010).

Ekspeditioner / krige
I modsætning til flere af sine forgængere var Tutankhamon ikke en krigerkonge i traditionel forstand. Da han besteg tronen som barn, blev militære og udenrigspolitiske spørgsmål i høj grad håndteret af erfarne embedsmænd og officerer, især den senere farao Horemheb (Dodson/2009; Reeves/2015).

Efter Amarna-perioden stod Egypten over for udfordringer i både Nubien og de asiatiske vasalområder. Flere inskriptioner og relieffer fra Tutankhamons regering viser kongen som sejrherre over nubiere og asiater, men disse fremstillinger følger den traditionelle egyptiske kongelige ikonografi og kan ikke nødvendigvis tages som bevis for personlige felttog (Redford/1984; Hornung/1999).

I Nubien synes Egypten at have genoprettet kontrollen over de sydlige provinser efter den politiske usikkerhed under Akhenaton. Kongelige monumenter fra perioden understreger fortsat Egyptens dominans i området og forbindelsen til de vigtige guldressourcer i Nubien (Morkot/2000; Dodson/2009).

I Syrien og Palæstina forsøgte Egypten ligeledes at fastholde sin indflydelse. Situationen var dog blevet vanskeligere som følge af det voksende pres fra Hittiterriget og lokale fyrster. Der findes enkelte tegn på militære operationer eller magtdemonstrationer, men det er sandsynligt, at den praktiske ledelse lå hos Horemheb og andre militære ledere snarere end hos den unge konge selv (Moran/1992; Redford/1984).

Et vigtigt vidnesbyrd er Horemhebs senere inskriptioner, som fremhæver hans erfaring som militær leder allerede under Tutankhamons regering. Dette antyder, at hæren fortsat spillede en central rolle i rigets stabilitet og udenrigspolitik (Gardiner/1953; Reeves/2015).

Selv om Tutankhamons regering ikke er kendt for store erobringer, markerer perioden begyndelsen på genopbygningen af Egyptens internationale position efter Amarna-tidens politiske og religiøse omvæltninger. Militæret forblev en vigtig magtfaktor, men fokus lå primært på at genoprette stabilitet frem for at udvide rigets grænser (Dodson/2009; Hornung/1999).

Monumenter
Selv om Tutankhamon regerede i relativt kort tid, efterlod han sig en række betydningsfulde monumenter, som afspejler genoprettelsen af den traditionelle egyptiske religion efter Amarna-perioden. Mange af hans byggeprojekter var direkte knyttet til restaureringen af templer og kulter, der var blevet forsømt eller nedprioriteret under Akhenatons styre (Reeves/2015; Dodson/2009).

Ved Karnak-templet lod Tutankhamon opføre og restaurere flere bygninger til ære for Amon. Her blev talrige statuer, steler og arkitektoniske elementer opført som led i genopbygningen af Amon-præsteskabets position. Den vigtigste tekst fra perioden er den berømte Restaurationsstele, som beskriver, hvordan templerne blev genåbnet, gudernes helligdomme repareret og præsteskaberne genetableret (Restaurationsstelen; Hornung/1999).

Ved Luxor-templet videreførte han byggearbejder på monumenter, der var blevet påbegyndt af tidligere herskere. Flere relieffer viser kongen i traditionelle religiøse ceremonier, hvor han ofrer til Amon, Mut og Khonsu, hvilket tydeligt markerer bruddet med Aten-kultens dominans (Manniche/2010; Reeves/2015).

I Nubien fortsatte Tutankhamon opførelsen og restaureringen af egyptiske templer, blandt andet ved Kawa og andre egyptiske kultcentre syd for Egypten. Disse monumenter understregede Egyptens fortsatte kontrol over Nubien og regionens økonomiske betydning (Morkot/2000).

Flere af Tutankhamons monumenter blev senere overtaget eller ombygget af hans efterfølgere, især Horemheb, som mange steder erstattede Tutankhamons navne med sine egne. Dette gør det vanskeligt at afgøre omfanget af kongens oprindelige byggeprogram (Dodson/2009).

Det mest berømte monument knyttet til Tutankhamon er dog hans grav, KV62, i Kongernes Dal. Selve gravanlægget er beskedent sammenlignet med andre kongelige grave, men de mere end 5.000 genstande fundet i graven udgør den mest komplette kongelige gravsamling, der nogensinde er fundet i Egypten. Fundet af graven i 1922 af Howard Carter gjorde Tutankhamon til den mest berømte farao i moderne tid (Carter/1923–1933; Reeves/2015).

Tutankhamons monumenter afspejler således ikke en stor erobrer eller bygherre som Amenhotep III, men snarere en konge, hvis regeringstid markerede genopbygningen af de religiøse institutioner og den politiske orden efter Amarna-periodens omvæltninger (Hornung/1999; Dodson/2009).

Politiske forhold / efterspil
Tutankhamons regering udgør overgangen mellem Amarna-periodens religiøse revolution og genoprettelsen af den traditionelle egyptiske stat. Da han kom på tronen som barn, blev rigets politik i høj grad styret af erfarne embedsmænd, især den senere farao Ay og generalen Horemheb, som begge kom til at præge udviklingen efter Akhenatons regering (Dodson/2009; Reeves/2015).

Et af de vigtigste politiske tiltag var genoprettelsen af de traditionelle kulter. Under Akhenaton var mange templer blevet lukket eller forsømt, og præsteskabernes indflydelse var blevet reduceret. Under Tutankhamon blev Amon-kulten genetableret, templerne restaureret og de gamle guder igen anerkendt som rigets beskyttere. Denne politik fremgår tydeligt af Restaurationsstelen, der beskriver landet som værende i forfald før genoprettelsen (Restaurationsstelen; Hornung/1999).

Selv om den traditionelle religion blev genindført, skete processen gradvist. Mange embedsmænd fra Amarna-perioden beholdt deres poster, og der findes tegn på, at overgangen blev gennemført forholdsvis pragmatisk snarere end gennem en voldsom udrensning (Reeves/2015; Dodson/2009).

På det internationale plan forsøgte Egypten at genopbygge sin prestige efter de problemer, som var opstået i slutningen af Amarna-perioden. Rigets position i Syrien og Palæstina var blevet svækket, mens hittitterne styrkede deres indflydelse. Egypten bevarede dog sin status som en af regionens stormagter (Moran/1992; Redford/1984).

Tutankhamons død omkring 1323 f.Kr. skabte et arvefølgeproblem, da han ikke efterlod sig nogen levende arving. En berømt diplomatisk episode er den såkaldte Dakhamunzu-affære, hvor hans enke Ankhesenamun angiveligt skrev til den hittitiske konge Suppiluliuma I og bad om en prins som ægtemand og farao. Den udvalgte prins, Zannanza, døde imidlertid under rejsen til Egypten under uklare omstændigheder, hvilket førte til en alvorlig diplomatisk krise mellem Egypten og Hittiterriget (Bryce/2005; Dodson/2009).

Efter Tutankhamons død overtog Ay tronen. Han giftede sig sandsynligvis med Ankhesenamun for at styrke sit krav på magten. Efter Ays død blev han efterfulgt af Horemheb, som gennemførte en omfattende politisk og religiøs konsolidering af riget (Reeves/2015; Dodson/2009).

I de følgende årtier blev Amarna-periodens herskere gradvist fjernet fra de officielle kongelister. Akhenaton, Smenkhkare og andre tilknyttede regenter blev udeladt af den officielle historieskrivning. Tutankhamon blev ikke udsat for samme systematiske fordømmelse, men hans korte regeringstid blev i praksis overskygget af efterfølgernes politik og reformer (Hornung/1999; Redford/1984).

Set i et længere historisk perspektiv blev Tutankhamons vigtigste betydning, at hans regering markerede genoprettelsen af den traditionelle egyptiske verdensorden efter Amarna-periodens eksperimenter. Han fungerede som bindeled mellem to af de mest dramatiske perioder i det Nye Riges historie (Dodson/2009; Manniche/2010).

Grav
Tutankhamon blev begravet i grav KV62 i Kongernes Dal. Graven er forholdsvis lille sammenlignet med andre kongegrave fra det 18. dynasti, hvilket har fået mange forskere til at foreslå, at den oprindeligt var planlagt til en anden person og først senere blev tilpasset den unge konges begravelse efter hans uventede død (Reeves/2015; Dodson/2009).

Graven blev opdaget den 4. november 1922 af Howard Carter under finansiering af George Herbert, 5th Earl of Carnarvon. Fundet vakte sensation verden over, da graven var den første kongelige grav i Kongernes Dal, som blev fundet næsten intakt (Carter/1923–1933).
Den 26. november 1922 kiggede Carter gennem et lille hul i den forseglede dør ind til gravens forkammer. På spørgsmålet om han kunne se noget, svarede han berømt: “Yes, wonderful things” (Carter/1923).

Graven består af fire hovedrum: et forkammer, et sidekammer, gravkammeret og skatkammeret. Selv om graven er beskeden i størrelse, indeholdt den mere end 5.000 genstande, herunder møbler, våben, vogne, smykker, statuer, kister og rituelle genstande, som skulle sikre kongens liv i det hinsides (Reeves/2015).

Gravkammeret indeholdt fire forgyldte helligdomme placeret inden i hinanden. Inde i disse stod en stor kvartsitsarkofag, som rummede tre menneskeformede kister. Den inderste kiste var fremstillet af massivt guld og indeholdt kongens mumie (Carter/1923–1933; Reeves/2015).

Blandt de mest berømte fund var den ikoniske guldmaske, som dækkede mumiens hoved og skuldre. Masken er fremstillet af massivt guld med indlæg af lapis lazuli, kvarts, obsidian og farvet glas og regnes i dag for et af oldtidens mest kendte kunstværker (Reeves/2015; Hawass/2018).

Gravens vægdekorationer adskiller sig fra mange andre kongegrave ved at være relativt enkle. Motiverne viser blandt andet begravelsesritualer, åbningen-af-munden-ceremonien samt kongens møde med guder som Osiris, Nut og Anubis. Dekorationerne blev sandsynligvis udført hurtigt som følge af den uventede begravelse (Dodson/2009).

Fundet af KV62 revolutionerede egyptologien. For første gang kunne forskerne studere et næsten komplet kongeligt gravudstyr fra det Nye Rige i sin oprindelige sammenhæng. Graven har siden givet uvurderlig viden om kongelig begravelsespraksis, håndværk, kunst, religion og dagligliv i det 18. dynasti (Reeves/2015; Carter/1923–1933).

Selv om Tutankhamon var en forholdsvis mindre farao i sin egen tid, gjorde opdagelsen af KV62 ham til den mest berømte farao i moderne historie. Ingen anden egyptisk konge er blevet så tæt forbundet med Egyptens oldtid som Tutankhamon (Hawass/2018; Reeves/2015).

Mumie
Tutankhamons mumie blev fundet i hans grav, KV62, i Kongernes Dal og er en af de bedst dokumenterede kongelige mumier fra det gamle Egypten. Opdagelsen blev gjort af Howard Carter i 1925, efter at gravens mange kister og beskyttende lag var blevet fjernet. Mumien lå i den inderste guldkiste under den berømte guldmaske og var dækket af et stort antal smykker, amuletter og rituelle genstande (Carter/1923–1933).
Mumiens tilstand
Ved åbningen af kisterne opdagede Carter, at balsameringsolier og harpikser havde størknet omkring mumien og nærmest limet den fast til kisten. For at kunne frigøre kroppen blev man nødt til at anvende varme og senere adskille mumien i flere dele. Denne behandling ville i dag blive betragtet som meget destruktiv, men datidens arkæologer havde begrænset erfaring med så velbevarede kongelige begravelser (Carter/1923–1933).
Mumien måler omkring 167 cm i højden og tilhørte en ung mand, der døde omkring 18–19-årsalderen. Ansigtstrækkene viser en tydelig lighed med andre medlemmer af Amarna-slægten, særligt Akhenaton og Amenhotep III (Hawass/2010).
Dødsårsag
Den præcise dødsårsag er fortsat ukendt. Tidligere teorier om mord anses i dag for mindre sandsynlige. De fleste forskere mener nu, at døden skyldtes en kombination af sygdom, svækket helbred og komplikationer efter skaden på benet (Hawass/2010; Reeves/2015).
Tutankhamons tidlige død fik stor betydning for Egyptens historie, da han ikke efterlod sig nogen levende arving. Dette banede vejen for Ay og senere Horemheb, som begge overtog magten efter ham.
Betydning
Tutankhamons mumie er blandt de mest undersøgte menneskelige levn fra oldtiden. Kombinationen af arkæologi, medicin, CT-scanninger og DNA-analyser har gjort ham til en af de bedst kendte personer fra det gamle Egypten.
Undersøgelserne af hans mumie har ikke blot kastet lys over hans eget liv og død, men har også givet ny viden om den kongelige familie, sygdomme, arvelighed og begravelsespraksis i det 18. dynasti (Hawass/2010; Reeves/2015; Dodson/2009).