Osorkon I
2. regent i 22. dynasti / 924 - 909 fvt
Forgænger: Shoshenq I
Medregent:
Efterfølger: Shoshenq II
Horusnavn
Kanakht-mery-Re, redjen-su-Item-her-nesetef-er-gereg-tawy
Kꜣ-nḫt mrj-Rꜥ rdj.n-sw-Jtm ḥr nst=f r grg-tꜣwj
Den stærke tyr, elsket af Re, som Atum satte på sin trone for at forene De To Lande.
Diademnavn
Saa-kheperu, wer-biaut
Sꜥꜣ-ḫprw wr-bjꜣwt
Han, som har gjort sine fremkomster store, stor af undere.
Guldnavn
Nakht-khepesh, der-pedjut-9, ity-itj-tau-nebu
Nḫt-ḫpš dr-pḏwt-9 jty jṯ-tꜣw-nbw
Stærk af arm, som har fordrevet De Ni Buer, regenten, som har erobret alle lande.
Tronnavn
Sekhemkheperre-setepenre
Sḫm-ḫpr-Rꜥ stp.n-Rꜥ
Res manifestation er mægtig, udvalgt af Re.
Fødenavn
Osorkon-meryamun
Wsrkn mrj-Jmn
Osorkon, elsket af Amun.
Navnevariationer
Titulaturen fremstiller Osorkon som indsat på tronen af Atum og som den, der grundfæster De To Lande. Guldhorusnavnet understreger hans rolle som sejrende regent og hans herredømme over Egypten (Leprohon 2013: 145–146. Beckerath 1999: 184–185)
Osorkon I var den anden regent i 22. dynasti og søn af Shoshenq I. Han overtog en samlet stat og regerede sandsynligvis i omkring 35 år. Hans regeringstid var præget af store tempeldonationer, byggearbejder og tætte forbindelser mellem regentfamilien og Amuns præsteskab i Theben.
Familie
Osorkon I’s vej til tronen gik først og fremmest gennem slægt og arvefølge. Han var søn af Shoshenq I og regentmoderen Karomama A og efterfulgte sin far som regent.
Hans store regenthustru Maatkare var datter af Psusennes II og knyttede dermed det nye dynasti til regentfamilien fra 21. dynasti. Hun var mor til Shoshenq, som blev Amuns ypperstepræst i Theben. En anden hustru, Tashedkhonsu, var mor til den senere regent Takelot I. Blandt Osorkons øvrige sønner var Iuwelot og Smendes, der begge senere blev Amuns ypperstepræster. Familien udgjorde således en politisk klan, som fordelte de vigtigste embeder mellem sine medlemmer (Dodson og Hilton 2004: 218–221; Kitchen 1996: 108–111).
Regeringstid
Osorkon I’s regeringstid er dokumenteret ved indskrifter fra blandt andet hans 1.–4., 6., 10.–12., 23. og 33. regeringsår. Den højeste sikre datering ligger sent i hans regeringstid, og han regerede sandsynligvis i omkring 35 år (Jansen-Winkeln 2006: 236–239).
Han overtog den stat, som Shoshenq I havde samlet. Regentmagten var stærkest i Deltaet, men Osorkon sikrede sin indflydelse i Øvre Egypten ved at indsætte sine sønner i ledende religiøse embeder. Sønnerne Shoshenq, Iuwelot og Smendes beklædte efter hinanden embedet som Amuns ypperstepræst i Theben. På den måde blev forbindelsen mellem regentfamilien i nord og tempelorganisationen i syd opretholdt.
Disse embeder var ikke uafhængige fyrstedømmer, men dele af statens magtapparat. Osorkons styre byggede på et stærkt netværk af beslægtede familier og klaner med libysk baggrund. Medlemmer af regentfamilien blev placeret i militære, administrative og religiøse embeder, hvor deres personlige loyalitet var med til at holde staten samlet (Kitchen 1996: 108–111; Ritner 2009: 261–264).
En indskrift fra Osorkons 4. regeringsår opregner omfattende gaver til Egyptens templer. Gaverne omfattede blandt andet guld, sølv, kultgenstande og andre værdier. Tallene er vanskelige at kontrollere, men teksten viser, at templerne fortsat modtog store ressourcer fra staten (Ritner 2009: 261–264).
Der kendes ingen sikkert dokumenterede krigstogter fra Osorkon I’s regeringstid. En ældre regentstatue, som blev genbrugt med hans navn og fundet i Byblos, viser fortsatte forbindelser til Levanten, men den beviser ikke, at Osorkon havde politisk eller militær kontrol over området.
Monumenter
Osorkon I lod genopbygge og udsmykke dele af Bastets tempel i Bubastis. Flere af hans indskrifter og relieffer blev fundet i templets første gård og på genanvendte stenblokke. Arbejdet blev senere udvidet af Osorkon II.
Han lod desuden udføre bygningsarbejder i Ptahs tempelområde i Memphis og ved templet i Atfih. Arbejderne viser, at hans byggevirksomhed ikke var begrænset til dynastiets magtcentrum i det østlige Delta, men også omfattede andre vigtige kultsteder (Kitchen 1996: 302–309).
Grav og mumie
Osorkon I’s grav er ikke fundet. Han blev sandsynligvis begravet i den kongelige nekropol ved Tanis, men graven kan være blevet ødelagt eller genbrugt. Hans mumie er heller ikke identificeret (Dodson og Hilton 2004: 212; Kitchen 1996: 111).
I 1896 fandt J. E. Quibell Nakhtefmuts intakte begravelse ved Ramesseum på Thebens vestbred. Nakhtefmut var præst ved Karnak, og gravudstyret omfattede kister, papyrus, gravfigurer, mumiebind samt en menat-modvægt med Osorkon I’s navn. De daterede tekstiler viser, at begravelsen fandt sted efter Osorkons 33. regeringsår.
En væsentlig del af fundene opbevares på Fitzwilliam Museum i Cambridge: kartonnagekisten E.64.1896, dele af Dødebogen, som blev fundet i mumiebindene, E.100.1896, samt en træfigur af en Horussøn, E.90.1896 (Quibell 1898: 10–11).
Eftermæle
Osorkon I efterlod sin søn Takelot I en stat, der fortsat var samlet og økonomisk stærk. Han fastholdt forbindelsen mellem regentfamilien i nord og Amuns præsteskab i Theben gennem nære slægtsbånd. Hans regeringstid blev dermed en af de mest stabile perioder i begyndelsen af 22. dynasti.
Årstal
Kilder
