Menkauhor Kaiu var den syvende farao i 5. dynasti og regerede sandsynligvis i omkring otte år fra ca. 2414 til 2405 f.v.t. Han efterfulgte Niuserre Ini og blev efterfulgt af Djedkare Isesi. Selvom kun få samtidige kilder omtaler hans regering, er han kendt som den sidste farao i 5. dynasti, der opførte et soltempel. Arkæologiske fund fra Saqqara, Abusir og Sinai viser, at hans gravkult fortsatte længe efter hans død.

Familie
Menkauhors familieforhold er ikke sikkert kendt. Flere forskere har foreslået, at han var søn af Niuserre Ini, blandt andet på grundlag af relieffer fra dronning Khentkaus II’s gravtempel. Ingen samtidige indskrifter bekræfter imidlertid slægtskabet, og det må derfor betragtes som en sandsynlig, men ikke sikker, hypotese (Dodson & Hilton 2004: 56–57; Verner 2001: 327–329).

Dronning Meresankh IV er ofte blevet foreslået som hans hustru, men hun kan lige så vel have været gift med Djedkare Isesi. Også dronning Khuit I er blevet nævnt som en mulig konsort, men der findes ingen afgørende beviser.

Det er ligeledes usikkert, om Djedkare Isesi var Menkauhors søn eller blot hans efterfølger. Prinserne Raemka og Khaemtjenent er også blevet sat i forbindelse med ham, men deres slægtskab kan ikke dokumenteres.

Regeringstid
Menkauhor Kaiu overtog tronen efter Niuserre Ini. Der findes ingen samtidige kilder, som beskriver selve tronfølgen, og det er derfor uvist, om magtoverdragelsen skete uden problemer. Hans efterfølger blev Djedkare Isesi, men deres indbyrdes slægtskab er ikke kendt med sikkerhed (Verner 2001: 327–329; Dodson & Hilton 2004: 56–57).

Turin-kongelisten tillægger Menkauhor en regeringstid på otte år, og denne oplysning accepteres af de fleste moderne egyptologer. Der findes ingen samtidige daterede indskrifter, som giver grundlag for en længere eller kortere regeringstid. Sammenlignet med Niuserre er de historiske kilder betydeligt færre, og kun enkelte monumenter og inskriptioner kan knyttes til hans regering (Shaw 2000: 114; Baker 2008: 281).

Menkauhor var den sidste farao i 5. dynasti, der lod opføre et soltempel. Templet bar navnet Akhet-Re (“Ras horisont”), men det er endnu ikke fundet ved arkæologiske udgravninger. Herefter ophørte traditionen med at opføre kongelige soltempler, som havde præget dynastiet siden Userkaf (Lehner 1997: 153; Verner 2001: 328).

Indskrifter fra Wadi Maghara i Sinai viser, at der fortsat blev sendt kongelige ekspeditioner til minerne efter kobber og turkis under Menkauhors regering. Herudover findes kun få samtidige kilder. En lille alabaststatue, enkelte seglaftryk og relieffer med navnet på embedsmanden Tjutju hører til de vigtigste levn fra hans regeringstid og bekræfter hans historiske eksistens (Shaw 2000: 114; Baker 2008: 281).

De begrænsede kilder betyder, at flere forhold omkring Menkauhors regering fortsat er usikre. Det gælder blandt andet hans familieforhold, regeringstidens begivenheder og forbindelsen til Djedkare Isesi. De arkæologiske fund viser dog, at hans gravkult fortsatte længe efter hans død, hvilket tyder på, at han bevarede sin plads i den officielle kongerække gennem resten af Det Gamle Rige (Verner 2001: 328–329).

Monumenter
Menkauhor Kaiu efterlod færre monumenter end sine forgængere, men flere arkæologiske fund viser, at hans byggeprogram blev gennemført. Hans pyramidekompleks bar navnet Netjeri-isut-Menkauhor (“Guddommelige er Menkauhors monumenter”).
Pyramiden blev opført i Saqqara, hvor den i dag almindeligvis identificeres med den såkaldte “Hovedløse Pyramide”. Monumentet blev registreret af Karl Richard Lepsius i 1842, men forsvandt senere under sandet og blev først genopdaget ved udgravninger i 2008. Identifikationen bygger på arkæologiske undersøgelser og accepteres i dag af de fleste forskere (Lehner 1997: 183–184; Verner 2001: 328–329).

Menkauhor var den sidste farao i 5. dynasti, som lod opføre et soltempel. Templet bar navnet Akhet-Re (“Ras horisont”), men dets præcise placering er endnu ikke fundet. Skriftlige kilder bekræfter dets eksistens, men der er endnu ikke gjort arkæologiske fund, som med sikkerhed kan knyttes til anlægget (Lehner 1997: 153; Verner 2001: 328).

Flere administrative papyri fra Abusir viser, at Menkauhors pyramidekompleks blev færdiggjort, og at den kongelige gravkult fortsatte længe efter hans død. Hertil kommer enkelte seglaftryk, en lille alabaststatue og relieffer med embedsmanden Tjutju, som hører til de vigtigste samtidige levn fra hans regeringstid (Baker 2008: 281; Verner 2001: 328–329).

Mumie
Menkauhor Kaiu blev begravet i sin pyramide i Saqqara. Gravkammeret blev plyndret allerede i oldtiden, og der er ikke fundet en mumie, som med sikkerhed kan identificeres som hans. Arkæologiske undersøgelser af den såkaldte Hovedløse Pyramide har bekræftet monumentets opbygning, men har ikke givet oplysninger om kongens jordiske rester (Lehner 1997: 183–184; Verner 2001: 328–329).

Eftermæle
Menkauhor Kaiu indtager en særlig plads i 5. dynasti som den sidste farao, der opførte et kongeligt soltempel. Efter hans regering ophørte denne tradition, og de følgende konger lagde større vægt på andre former for kongelige monumenter (Lehner 1997: 153; Shaw 2000: 114).

Selvom kun få samtidige kilder omtaler hans regering, viser administrative papyri fra Abusir, at hans pyramidekompleks blev færdiggjort, og at gravkulten fortsatte længe efter hans død. Dette viser, at Menkauhor bevarede sin plads i den officielle kongerække gennem resten af Det Gamle Rige (Verner 2001: 328–329).

De sparsomme kilder betyder, at flere spørgsmål om Menkauhors familie, regeringstid og byggevirksomhed fortsat diskuteres blandt egyptologer.