Pepi I Meryre var den tredje farao i 6. dynasti og regerede i omkring 50 år fra ca. 2332 til 2283 f.v.t. Han efterfulgte Userkare og blev efterfulgt af sin søn Merenre I Nemtyemsaf. Pepi I regnes for en af de mest betydningsfulde konger i Det Gamle Rige. Under hans lange regering blev rigets administration styrket, handelen udvidet, og Egypten gennemførte ekspeditioner til blandt andet Sinai, Nubien, Byblos og Punt. Samtidig blev forbindelsen mellem kongehuset og de mægtige nomarkfamilier i Øvre Egypten styrket gennem politiske ægteskaber. De mange samtidige indskrifter fra embedsmænd som Weni den Ældre og Harkhuf gør Pepi I’s regering til en af de bedst dokumenterede perioder i 6. dynasti.

Familie
Pepi I’s forældre kendes ikke med sikkerhed, men de fleste egyptologer mener, at han var søn af Teti og dronning Iput I. Hvis dette er korrekt, var han samtidig et vigtigt bindeled mellem 5. og 6. dynasti, idet hans farmor sandsynligvis var datter af Unas (Dodson & Hilton 2004:70–72; Baker 2008:292–295).

Pepi I havde flere hustruer. Den første kendte dronning var Were-Imtes, som senere blev anklaget for at have deltaget i et haremskomplot mod kongen. Blandt hans øvrige hustruer var Ankhesenpepi I, Ankhesenpepi II, Nefjeftet, Meretites, Ankhesenpepi III samt muligvis Nebuunet og Inenek-Inti. Flere af dronningerne blev begravet i egne pyramider ved kongens pyramidekompleks i Saqqara, hvilket vidner om deres høje status ved hoffet (Lehner 1997:160–163; Dodson & Hilton 2004:72–78).

De politisk vigtigste ægteskaber var med Ankhesenpepi I og Ankhesenpepi II, døtre af nomarken Khui og hans hustru Nebet fra Abydos. Nebet var den første kendte kvinde, der bar titlen vesir, mens familiens søn Djau senere blev udnævnt til vesir under både Pepi I og Merenre I. Gennem disse ægteskaber knyttede Pepi I kongehuset til en af de mest indflydelsesrige familier i Øvre Egypten og styrkede samtidig sin politiske position efter den usikre tronfølge (Dodson & Hilton 2004:72–78).

Ankhesenpepi I blev mor til den senere farao Merenre I Nemtyemsaf, mens Ankhesenpepi II fødte Pepi II Neferkare. Begge sønner besteg senere tronen og videreførte 6. dynasti. Derimod er slægtskabet med prinsesse Neith mindre sikkert. Den mest udbredte opfattelse er, at hun var datter af Pepi I og Ankhesenpepi I, men andre forskere betragter dette som en rekonstruktion, der ikke kan bekræftes af samtidige kilder (Dodson & Hilton 2004:72–78; Baker 2008:292–295).

Regeringstid
Pepi I efterfulgte Userkare som den tredje farao i 6. dynasti. Hans tronbestigelse markerede afslutningen på den usikre periode, der var opstået efter Tetis død. Tidligt i sin regering ændrede han sit tronnavn fra Nefersahor til Meryre (“Elsket af Re”). Ændringen af tronnavnet er usædvanlig og hører til de få kendte eksempler fra Det Gamle Rige, hvor en farao ændrede sit prenomen i løbet af sin regeringstid (Baker 2008:292–295).

Vejen til tronen var sandsynligvis ikke uproblematisk. Flere egyptologer mener, at Pepi I sikrede sin position gennem støtte fra de indflydelsesrige nomarkfamilier i Øvre Egypten, især familien omkring Khui i Abydos. De politiske ægteskaber med Khuis døtre bidrog til at skabe stabilitet efter den urolige tronfølge mellem Teti, Userkare og Pepi I (Shaw 2000:120–122; Dodson & Hilton 2004:72–78).

Under Pepi I fortsatte udviklingen af rigets administration. De lokale nomarker fik gradvist større ansvar for den regionale forvaltning, samtidig med at kongemagten bevarede kontrollen med rigets overordnede administration. Denne balance mellem centralmagt og lokale magthavere kom til at præge resten af 6. dynasti (Shaw 2000:120–122).

En af de mest betydningsfulde embedsmænd under Pepi I var Weni den Ældre. Hans selvbiografi giver et enestående indblik i rigets administration, militære organisation og livet ved hoffet. Weni blev betroet en række af rigets vigtigste opgaver og nød kongens store tillid (Lichtheim 1973:18–23).

Senere i regeringstiden blev Weni sat til at undersøge en alvorlig sag ved hoffet. En af kongens hustruer, Were-Imtes, blev anklaget for at have deltaget i et haremskomplot mod faraoen. Weni fortæller, at han ledede undersøgelsen efter kongens befaling, men udfaldet af sagen kendes ikke. Hændelsen viser, at der også under Pepi I kunne opstå alvorlige magtkampe inden for kongefamilien (Gregersen 2015; Lichtheim 1973:20–22).

Ekspeditioner
Under Pepi I nåede Egyptens handelsforbindelser og militære ekspeditioner et omfang, som ikke var set siden Sahure i 5. dynasti. Kongen sendte ekspeditioner til Sinai, Nubien, Byblos, Hatnub, Wadi Hammamat og sandsynligvis også til Punt. Formålet var at sikre riget adgang til kobber, turkis, alabast, hårde bjergarter, cedertræ, guld og andre værdifulde råstoffer (Shaw 2000:120–123; Baker 2008:292–295).

En af de vigtigste samtidige kilder er selvbiografien fra embedsmanden Weni den Ældre. Her fortæller han, at Pepi I gav ham ansvaret for flere militære felttog mod beduinstammer i det sydlige Palæstina. Weni organiserede hæren ved at samle soldater fra hele Egypten og førte dem mod de oprørske områder øst for Nildeltaet. Felttogene havde til formål at beskytte Egyptens nordøstlige grænse og sikre handelsvejene til Levanten.

Samtidig blev forbindelserne mod syd udbygget. Indskrifterne fra Harkhuf viser, at handelsruterne gennem Nubien allerede var etableret under Pepi I og senere blev videreudbygget under Merenre I og Pepi II. Karavanerne hjembragte blandt andet ibenholt, elfenben, røgelse, skind, eksotiske dyr og guld og styrkede Egyptens forbindelser med områderne syd for Første Katarakt (Gregersen 2015).

Ud over de militære og handelsmæssige ekspeditioner fortsatte udvindingen af kobber og turkis i Sinai, alabast fra Hatnub og sten fra Wadi Hammamat. Disse ekspeditioner leverede materialer til kongens byggeprojekter og viser, at Egypten under Pepi I rådede over en effektiv administration med stor logistisk kapacitet (Shaw 2000: 120–123; Baker 2008:292–295).

Monumenter
Pepi I lod opføre sit pyramidekompleks i Sydsaqqara, hvor pyramiden fik navnet Men-nefer-Pepi (“Pepi er fuldkommen og bestandig”). Navnet blev senere overført til den kongelige residensby ved pyramiden og udviklede sig med tiden til navnet Memfis, som i mere end to årtusinder blev betegnelsen for Egyptens hovedstad (Lehner 1997:160–163; Verner 2001:340–342).

Pyramidekomplekset blev opført efter den plan, som var udviklet i slutningen af 5. dynasti, med daltempel, processionsvej, gravtempel og selve pyramiden. Gravkammerets vægge blev udsmykket med Pyramidetekster, der videreførte den religiøse tradition, som var indledt under Unas og fortsat under Teti. Teksterne skulle beskytte kongen på rejsen gennem underverdenen og sikre hans genfødsel blandt guderne (Allen 2005:20–28).

Syd for kongens pyramide blev der opført en række mindre pyramider til flere af Pepi I’s dronninger, blandt andre Ankhesenpepi I, Ankhesenpepi II, Nubwenet, Inenek-Inti og Meretites. Udgravningerne af disse dronningepyramider har givet et enestående indblik i kongefamiliens begravelseskult og hoffets organisation i 6. dynasti (Lehner 1997:160–163; Dodson & Hilton 2004:72–78).

Ud over pyramidekomplekset lod Pepi I opføre eller restaurere templer og helligdomme flere steder i Egypten. Hans navn er fundet på monumenter fra blandt andet Dendera, Abydos, Elefantine, Hierakonpolis, Bubastis og Tanis, hvilket viser, at byggevirksomheden omfattede store dele af riget og ikke kun området omkring Memfis (Shaw 2000:120–123; Baker 2008:292–295).

Grav og mumie
Pepi I blev begravet i sit pyramidekompleks Men-nefer-Pepi i Sydsaqqara. Pyramiden blev udgravet af Gaston Maspero i 1881, hvor de første Pyramidetekster siden oldtiden blev genopdaget på gravkammerets vægge. Fundet fik stor betydning for forståelsen af den egyptiske dødekult og efterlivsforestillingerne i Det Gamle Rige (Lehner 1997:160–163; Allen 2005:20–28).

Ved udgravningerne blev der fundet rester af en mumie og dele af begravelsesudstyret. Mumien er stærkt beskadiget som følge af gravplyndringer i oldtiden, og dens identitet kan derfor ikke fastslås med fuldstændig sikkerhed. De fleste egyptologer mener dog, at resterne sandsynligvis tilhører Pepi I (Lehner 1997:162–163; Verner 2001:340–342).

Eftermæle
Pepi I regnes for en af de mest betydningsfulde faraoner i 6. dynasti. Under hans lange regering blev den kongelige administration styrket, handelsforbindelserne udvidet, og Egyptens indflydelse i Nubien og Levanten fastholdt gennem militære ekspeditioner og diplomatiske forbindelser (Shaw 2000:120–123).

Hans regering markerede samtidig et vendepunkt i forholdet mellem kongemagten og de mægtige nomarkfamilier. Gennem politiske ægteskaber og udnævnelsen af medlemmer af de ledende familier til rigets højeste embeder skabte Pepi I en stabil regering, men udviklingen bidrog også til, at nomarkerne gradvist opnåede større selvstændighed. Denne udvikling kom til at præge resten af 6. dynasti (Dodson & Hilton 2004:72–78; Verner 2001:340–342).

Pepi I’s pyramidekompleks, de velbevarede Pyramidetekster og de samtidige selvbiografier fra embedsmænd som Weni den Ældre og Harkhuf gør hans regering til en af de bedst dokumenterede perioder i Det Gamle Rige. Sammen giver disse kilder et enestående indblik i Egyptens administration, udenrigspolitik og kongemagt i anden halvdel af 6. dynasti (Gregersen 2015; Allen 2005:20–28).