Buchis-tyren var en af de tre hellige tyre i det gamle Egypten. De to andre var Apis-tyren i Memphis og Mnevis-tyren i Heliopolis.
Når en Buchis-tyr døde, blev den mumificeret og begravet i Bucheum, en gravplads for de hellige tyre i Armant.
Tyrens mor blev også æret og passet resten af sit liv.
Umiddelbart efter en tyrs død begyndte præsterne at søge efter en ny Buchis-tyr.
Den blev identificeret ved særlige kendetegn, blandt andet lange hår, der voksede bagud på ryggen.
Når den nye tyr var fundet, blev både tyren og dens mor installeret i tempelkomplekset, hvor de blev plejet, parfumeret og levede et beskyttet og privilegeret liv.

Buchis-tyren blev opfattet som en inkarnation af krigsguden Monthu.
Den blev også forbundet med solguden Re, og kunne derfor betegnes som Monthu-Re’s levende manifestation.
I modsætning til mange andre egyptiske guddomme blev Buchis ikke fremstillet med menneskekrop.
Den blev afbildet som en hvid tyr med sort ansigt og med en solskive og to høje fjer mellem hornene.
Ifølge traditionen kunne tyrens farve ændre sig i løbet af dagen.

Centrum for Buchis-kulten var byen Armant syd for Luxor.
Her fandtes både tempel, præster og gravkomplekset Bucheum.
Templet i Medamud blev sandsynligvis opført som et sted for tilbedelse af den levende gud Monthu, mens Bucheum i Armant fungerede som gravplads for de hellige tyre og var knyttet til deres begravelse og efterkult.

I Armant blev Buchis-tyren dyrket som “Monthus levende billede”, “Res levende sjæl” og “Res budbringer”.
Tempelkomplekset i Armant blev også besøgt af Cleopatra VII og Julius Cæsar, da Cleopatra førte ham på en rejse gennem Egypten.
Templet i Armant er et af de få steder, hvor Cleopatras kartouche stadig kan ses i templerne.

Buchis-kulten optræder relativt sent i den egyptiske religionshistorie.
De ældste sikre spor stammer fra det 30. dynasti, især under kong Nectanebo II, den sidste indfødte egyptiske farao.

Bucheum – gravpladsen for Buchis-tyrene.
Udgravningerne ved Bucheum i Armant, syd for Luxor, har afsløret gravpladsen for de hellige Buchis-tyre.
Stedet blev undersøgt i 1920’erne af egyptologen Robert Mond, som fandt en række underjordiske gravkamre med store stensarkofager (Som Serapeum i Saqqara).

I alt er der fundet rester af mere end 40 begravede Buchis-tyre, som blev mumificeret og begravet med ceremoniel værdighed.
Gravene indeholder ofte inskriptioner med tyrens navn, fødsels- og dødsdato samt navnet på den regerende farao eller romerske kejser.
De ældste begravelser kan dateres til det 30. dynasti under Nectanebo II, men traditionen fortsatte gennem den ptolemæiske og romerske periode.

Buchis-kultens lange levetid
Dyrkelsen af Buchis-tyren fortsatte længere end nogen anden kendt hellig dyrekult i Egypten.

Inskriptioner fra gravpladsen Bucheum i Armant viser, at begravelser af Buchis-tyre fandt sted helt ind i det 4. århundrede e.Kr., altså under romersk styre.
En af de sidste kendte begravelser kan dateres til omkring 340 evt. under den romerske kejser Constantin II.

Dette er bemærkelsesværdigt, fordi det viser, at den traditionelle egyptiske religion fortsatte med at fungere i flere århundreder efter, at Egypten var blevet en romersk provins.

Først i løbet af 300-tallet evt., da kristendommen gradvist blev dominerende i Romerriget, ophørte de gamle tempelkulter, herunder også dyrkelsen af Buchis-tyren.

Dermed blev Buchis-kulten sandsynligvis den sidste organiserede hellige dyrekult i Egypten, og den markerer afslutningen på en religiøs tradition, der havde eksisteret i flere tusinde år.