Nectanebo II Brooklyn Museum foto EC.

Nectanebo II var den tredje og sidste regent over det tredivte dynasti. Han blev konge efter Teos’ felttog mod Persien, som endte i en katastrofe. Teos flygtede til Persien, og Nectanebo vendte tilbage til Egypten, hvor han blev udråbt til farao. Nectanebo II regerede i omkring atten år og lod opføre mange monumenter i Egypten [Clayton 1994, s.188; Shaw 2000, s.370].

Meget af Nectanebo II’s regeringstid var fredelig, og perioden oplevede en sidste blomstring af den traditionelle egyptiske kunst. Statuer blev opstillet i blandt andet Abydos og Bubastis, og et granittempel blev opført ved Horbeit i Nildeltaet. I Karnak blev der udført basrelieffer i en stil, der ofte sammenlignes med den såkaldte saitiske renæssance, hvor kunstnere bevidst efterlignede ældre egyptiske stilarter [Shaw 2000, s.369; Dodson 2019, s.214].

Arkæologiske fund viser, at Nectanebo II var en af de mest aktive tempelbyggere i den sene egyptiske periode. Hans kartouche er fundet på monumenter mange steder i Egypten, hvilket viser, at han støttede de traditionelle gudekulter i hele landet [Dodson 2019, s.214; Dodson & Hilton 2004, s.232]. Blandt de vigtigste steder hvor hans navn er fundet, er Philae, hvor han lod opføre en tidlig helligdom for gudinden Isis, Edfu, hvor dele af tempelområdet blev restaureret, samt Abydos, hvor han støttede kulten for Osiris [Shaw 2000, s.369]. Hans navn er også fundet i Saqqara, Bubastis og Karnak, hvor han lod opføre tempelmure og mindre bygninger [Dodson 2019, s.214].

Efter erfaringerne fra Teos’ mislykkede felttog undgik Nectanebo II at føre krig uden for Egyptens grænser. Perserne fortsatte dog deres forsøg på at erobre landet. Samtidig gjorde flere af Persiens vestlige provinser oprør, blandt andet Cypern og Fønikien, som modtog støtte fra Egypten i form af tropper og forsyninger [Diodorus XVI.40].

Den persiske konge Artaxerxes III knuste imidlertid disse oprør og vendte derefter sin opmærksomhed mod Egypten. I 343 f.Kr. indledte han en stor invasion. Ifølge den antikke historiker Diodorus Siculus blev felttoget planlagt meget grundigt. Artaxerxes samlede en stor hær bestående af både persiske tropper og mange græske lejesoldater, og hæren blev opdelt i flere styrker, som rykkede frem mod Egypten fra forskellige retninger [Diodorus XVI.40–51].

Nectanebo II trak sig tilbage til Memphis, hvor han håbede at kunne organisere et sidste forsvar mod perserne. Da situationen blev håbløs, samlede han så meget af sine ejendele og skatte, som han kunne, og flygtede mod Etiopien (Nubien). Herefter forsvinder han fra de historiske kilder [Shaw 2000, s.370].

Efter sejren lod Artaxerxes III de egyptiske befæstninger ødelægge, templer blev plyndret, og store skatte blev ført bort. Han udnævnte den persiske embedsmand Pherendates til satrap over Egypten og vendte derefter tilbage til Babylon [Diodorus XVI.51].

Med Nectanebo II’s flugt i 343 f.Kr. ophørte det sidste indfødte egyptiske dynasti, og Egypten blev igen en provins i det persiske imperium.

Den persiske kontrol over landet varede dog ikke længe. I 332 f.Kr. rykkede den makedonske konge Alexander den Store ind i Egypten under sit felttog mod Persien. Den persiske satrap overgav landet uden større modstand, og Alexander blev derefter anerkendt som farao. Med Alexanders erobring begyndte en ny periode i Egyptens historie, hvor landet blev styret af græske herskere fra det ptolemæiske dynasti [Clayton 1994, s.189].