Efter den persiske konge Darius III’s nederlag til Alexander (III) af Makedonien i slaget ved Issos (333 fvt.) rykkede Alexander i 332 fvt. ind i Egypten. Landet blev på dette tidspunkt styret af den persiske satrap Mazakes, som indså at modstand var håbløs og derfor overgav landet uden kamp. Han udleverede samtidig den kongelige statskasse til Alexander. Den makedonske konge blev herefter modtaget som befrier efter den persiske periode og blev kort efter anerkendt som farao af Egypten (Diodorus Siculus Bibliotheca historica XVII.49; Plutarch Life of Alexander 26; Lloyd i Shaw 2000; Wilkinson 2010). Denne anerkendelse af Alexander som farao afspejles også i egyptiske monumenter, hvor hans navn optræder i kartouche, blandt andet i relieffer i Luxor-templet, hvor han fremstilles i traditionel egyptisk kongelig ikonografi (Clayton 1994; Wilkinson 2010).

Efter sin ankomst drog Alexander til Memphis, som stadig var et af landets vigtigste religiøse og administrative centre. Her blev han ifølge de antikke kilder officielt anerkendt og kronet som farao efter egyptisk tradition. I Memphis deltog Alexander også i religiøse ceremonier og lod afholde festspil og konkurrencer, hvor både græske og egyptiske deltagere var til stede. Disse begivenheder markerede hans magtovertagelse og styrkede hans legitimitet som hersker over Egypten (Diodorus XVII.49; Plutarch Life of Alexander 26).

Under sit ophold i landet foretog Alexander en rejse gennem den vestlige ørken til Siwa-oasen, hvor det berømte Amun-orakel lå. Ifølge de antikke kilder blev han her hilst som Amun’s søn, hvilket gav ham en religiøs legitimation som egyptisk konge (Plutarch Life of Alexander 27). I egyptisk tradition kunne faraoen opfattes som gudens søn, og forbindelsen til guden Amun passede derfor godt ind i den faraoniske kongelige ideologi (Lloyd i Shaw 2000).

I Luxor-templet findes relieffer, hvor Alexander er afbildet i traditionel egyptisk stil som farao. Her udfører han offerhandlinger til guden Amun, og hans navn er skrevet i kartouche, ligesom hos de tidligere egyptiske konger (Clayton 1994; Wilkinson 2010).

Under Alexanders korte ophold blev Egyptens administration organiseret på ny. I stedet for at lade én satrap styre hele landet, som under perserne, delte Alexander magten mellem flere embedsmænd. Den civile administration blev overladt til lokale embedsmænd, mens de militære styrker blev ledet af makedonske officerer. Samtidig fortsatte tempeladministrationen og præsteskabet deres arbejde i de store religiøse centre (Lloyd i Shaw 2000; Wilkinson 2010).

I foråret 331 fvt. lod Alexander anlægge byen Alexandria ved Middelhavskysten ud for øen Pharos. Ifølge de antikke kilder blev byplanen udarbejdet af arkitekten Dinokrates fra Rhodos (Plutarch Life of Alexander 26). Alexandria udviklede sig senere til Egyptens hovedstad og til et af den hellenistiske verdens vigtigste centre for handel og lærdom (Clayton 1994; Wilkinson 2010).

Alexander opholdt sig kun kort tid i Egypten, før han fortsatte sit felttog mod Persien. Efter hans død i 323 fvt. blev Egypten overtaget af hans general Ptolemæus, som senere grundlagde det ptolemaiske dynasti (Lloyd i Shaw 2000; Clayton 1994).