Ptolemæus I Soter (græsk: Πτολεμαῖος Α΄ Σωτήρ) blev født omkring 367 fvt. i Makedonien og døde i 283 fvt. Han var først satrap af Egypten fra 323 til 305 fvt. og derefter konge af Egypten fra 305 til 282 fvt. Som konge anvendte han den græske titel Basileus Ptolemaios.

I Egypten lod han sig også fremstille med den traditionelle faraoniske titulatur og blev i tempelindskrifter anerkendt som konge af Øvre og Nedre Egypten. Tilnavnet Soter betyder “Frelseren” og blev senere knyttet til hans navn (Shaw 2000; Clayton 1994).

Ptolemæus var søn af den makedonske adelsmand Lagos og muligvis Arsinoe af Makedonien. Han voksede op i kredsen omkring den unge Alexander, søn af Filip II. Da Alexander blev konge i 336 fvt., fulgte Ptolemæus ham i felttoget mod Perserriget. Under Alexanders erobringer deltog han i flere afgørende slag, blandt andet ved Granikos, Issos og Gaugamela. Senere blev han optaget blandt kongens nærmeste livvagter og var en af de betroede generaler under felttogene i Centralasien.

I 329 fvt. deltog han i tilfangetagelsen af satrapen Bessos, der havde myrdet den persiske konge Darius III (Diodorus Siculus, Bibliotheca Historica; Plutarch, Alexander). Ptolemæus fulgte også Alexander på felttoget til Indien og gennem den vanskelige march tilbage gennem Gedrosias ørken

Da Alexander døde i Babylon i 323 fvt., blev hans enorme rige delt mellem generalerne. Ved den såkaldte babylonske deling fik Ptolemæus Egypten som satrap (Diodorus Siculus, Bibliotheca Historica 18). Kort efter sikrede han sin position ved at få Alexanders balsamerede lig bragt til Egypten. Kroppen blev først begravet i Memphis og senere flyttet til Alexandria, hvor den blev et vigtigt symbol på hans legitimitet (Pausanias; Shaw 2000).

Besiddelsen af Alexanders grav gav Ptolemæus stor politisk autoritet. I 321 fvt. forsøgte rigets regent Perdiccas at invadere Egypten for at fjerne ham, men invasionen mislykkedes, og Perdiccas blev dræbt af sine egne officerer (Diodorus Siculus 18).

I de følgende år deltog Ptolemæus i de langvarige konflikter mellem Alexanders efterfølgere, de såkaldte diadokkrige. Han gennemførte flere felttog i Syrien og opnåede samtidig kontrol over Cypern og Kyrenakien (Green 1990; Manning 2010). I 312 fvt. besejrede han sammen med Seleukos Demetrius Poliorcetes i slaget ved Gaza (Diodorus Siculus 19).

I 305 fvt. antog Ptolemæus officielt kongetitlen og blev dermed grundlægger af det ptolemæiske dynasti (Shaw 2000; Wilkinson 2010).

Hans styre var præget af både militære konflikter og politisk konsolidering. Han mistede midlertidigt Cypern efter Demetrius’ sejr i slaget ved Salamis i 306 fvt., men generobrede senere øen (Diodorus Siculus 20).

Efter slaget ved Ipsos i 301 fvt., hvor Antigonos blev besejret og dræbt, besatte Ptolemæus området Coele-Syria (Green 1990). Dette territorium blev senere en vigtig årsag til gentagne konflikter mellem det ptolemæiske rige og det seleukidiske rige (Manning 2010). Omkring år 300 fvt. blev Kyrene endeligt bragt under kontrol, og hans stedsøn Magas blev indsat som guvernør (Clayton 1994).

Ptolemæus havde flere ægteskaber, blandt andet med Eurydike, datter af Antipater, og senere med Berenike I. Blandt hans børn var Ptolemæus II Philadelphos, som senere blev hans efterfølger, samt Arsinoe II og Ptolemæus Keraunos (Clayton 1994; Wilkinson 2010). I 285 fvt. overdrog Ptolemæus magten til sin søn Ptolemæus II og trak sig tilbage fra regeringen (Manning 2010).

Under hans regering blev Alexandria udviklet til Egyptens nye hovedstad og til et af den hellenistiske verdens vigtigste kulturelle centre. Han støttede oprettelsen af Museion, et forskningscenter for lærde, og lagde grundlaget for det senere berømte bibliotek i Alexandria (Shaw 2000; Wilkinson 2010). Samtidig fortsatte han den traditionelle egyptiske tempelpolitik og støttede flere tempelbyggerier, hvilket bidrog til at styrke hans legitimitet som farao (Manning 2010).

Ptolemæus I døde i 283 fvt. efter næsten fyrre år som hersker over Egypten. Han lagde grundlaget for et stabilt og velorganiseret kongerige og etablerede det ptolemæiske dynasti, som regerede Egypten i næsten tre hundrede år, indtil landet blev indlemmet i Romerriget i 30 fvt. (Shaw 2000; Manning 2010).

Efter Ptolemæus I’s død i 283 fvt. overtog hans søn Ptolemæus II Philadelphos tronen. Med ham fortsatte det ptolemæiske dynasti sin konsolidering af magten i Egypten, samtidig med at Alexandria udviklede sig til et af den hellenistiske verdens vigtigste centre for handel, kultur og lærdom.