Indledning
Amenhotep I besteg tronen omkring 1551 fvt. og regerede i omkring 21 år frem til ca.1524 fvt.
Han gjorde Waset (Theben) til hovedstad for de to lande og fortsatte den politiske stabilisering, som hans far Ahmose I havde indledt efter Hyksos-perioden.
Under hans regering blev Amons tempel i Karnak udvidet, og det thebanske område udviklede sig yderligere til Egyptens religiøse og politiske centrum (Shaw 2000 s.214; Wilkinson 2010 s.187).
Selv om Amenhotep I’s regeringstid er mindre dokumenteret end flere af hans efterfølgeres, kan de vigtigste begivenheder rekonstrueres gennem gravbiografier fra embedsmænd, arkæologiske fund og senere historiske studier.

Familie
Amenhotep I var søn af Ahmose I og dronning Ahmose-Nefertari. Hans ældre brødre, kronprins Ahmose Sapair og Ahmose-Ankh, døde før ham, og dermed var vejen til tronen åben (Dodson & Hilton 2004 s.126–129).
Det er sandsynligt, at Amenhotep overtog tronen i en relativt ung alder, og flere forskere mener derfor, at hans mor Ahmose-Nefertari kan have fungeret som regent i en kort periode efter Ahmose I’s død.
Amenhotep giftede sig med sin søster Ahmose-Merit-Amon, der bar titlen Store Kongelige Gemalinde.
En anden hustru, Sitkamose, kendes fra en senere stele fra det 19. dynasti. Derudover nævnes Ahotep II i nogle kilder som hustru eller mulig slægtning.
En søn ved navn Amenemhat er også kendt, men han døde sandsynligvis meget ung og nåede aldrig at blive tronfølger (Baker 2008 s.40–42).

Regeringstid
Amenhotep I fortsatte den politik, som hans far havde indledt efter Hyksos-krigene. Egypten bevarede kontrollen over Nubien i syd og over områder i Nildeltaet, som tidligere havde været under fremmed kontrol.
Gravinskriptioner fra embedsmænd giver et indblik i de militære aktiviteter i hans regeringstid.
Den vigtigste kilde er biografien fra soldaten Ahmose, søn af Abana, som havde tjent allerede under Ahmose I. I sin grav i El-Kab fortæller han om de kampagner, han deltog i under Amenhotep I:
“Da hans majestæt havde dræbt asiaterne, drog han sydpå til Nubien for at tilintetgøre de nubiske beduiner. Hans majestæt anrettede et stort blodbad iblandt dem.”
(Lange 1928 s.68–73; Breasted 1906 II §36–40)
En anden embedsmand, Ahmose Pen-Nekhbet, omtaler ligeledes en kampagne i Kush i sin gravbiografi.
Det er sandsynligt, at begge tekster beskriver den samme militære ekspedition (Breasted 1906 II §41–45).
Disse kampagner sikrede fortsat egyptisk kontrol over Nubien, som var vigtigt for handel, guldminer og strategiske ruter langs Nilen (Shaw 2000 s.216).

Videnskab og kultur
I denne periode udviklede den egyptiske videnskab sig også. I en gravbiografi hævder hofastronomen Amen-em-heb at have opfundet et vandur. Det ældste bevarede vandur stammer dog først fra Amenhotep III’s regeringstid (1386–1349 fvt.).
Opfindelsen var et vigtigt fremskridt for tidtagning, da de egyptiske timer blev målt som en tolvtedel af natten og derfor varierede i længde gennem året.
Ved hjælp af vandure kunne man måle tiden mere præcist, også når nætterne blev kortere i sommerperioden.

Monumenter
Amenhotep I fortsatte udbygningen af Amons tempel i Karnak. Arkitekten Ineni fortæller i sin gravbiografi, at han opførte en kalkstensport på omkring tyve alen på sydsiden af templet samt et alabastkapel til Amons processionsbåd (Breasted 1906 II §47–52).
Mange af Amenhotep I’s bygninger blev senere nedrevet eller genbrugt i senere byggeprojekter, hvilket gør det vanskeligt at rekonstruere hans fulde byggeprogram.
Arkæologiske spor viser dog aktivitet i blandt andet Karnak, Abydos, Elephantine, Kom Ombo og ved Nekhbet-templet i El-Kab (Wilkinson 2000 s.164; Weeks 2005 s.58).

Dødetempel
Amenhotep I lod opføre sit dødetempel på vestbredden ved Theben i området ved Deir el-Bahari, nord for det senere tempel for Hatshepsut.
Templet er i dag næsten helt forsvundet, fordi store dele af byggematerialet senere blev genbrugt i andre monumenter.
Arkæologiske fund viser dog, at anlægget bestod af en tempelbygning med gårdspladser og helligdomme, som var knyttet til kongens begravelseskult.
Dette tempel er også vigtigt, fordi Amenhotep I sandsynligvis var den første farao der adskilte sit dødetempel fra selve gravanlægget.
Denne praksis blev senere standard for faraonerne i Kongernes Dal (Weeks 2005 s.112; Wilkinson 2000 s.164).

Guddommeliggørelse
Efter sin død blev Amenhotep I guddommeliggjort og dyrket som en beskyttende gud i arbejderlandsbyen Deir el-Medina.
Sammen med sin mor Ahmose-Nefertari blev han centrum for en lokal kult, der fortsatte gennem store dele af det Nye Rige.
Arbejderne i landsbyen, som byggede faraonernes grave i Kongernes Dal, betragtede begge som deres særlige beskyttere (Romer 1984 s.36–40).

Grav og mumie
Selve Amenhotep I’s grav er endnu ikke sikkert identificeret. Nogle forskere har foreslået KV39 i Kongernes Dal som en mulig kandidat, men dette er ikke bevist (Shaw 2000 s.217).
Kongens mumie blev fundet i 1881 i den kongelige Cachet ved Deir el-Bahri (DB320), hvor præster i det 21. dynasti havde gemt flere kongelige mumier for at beskytte dem mod gravrøvere. Mumien var usædvanligt velbevaret og stadig indpakket i sine originale begravelsesbind med en fint dekoreret kartonagemaske.
I modsætning til mange andre kongelige mumier blev Amenhotep I’s mumie aldrig pakket ud, da indpakningen blev betragtet som et særligt værdifuldt eksempel på begravelseskunsten fra begyndelsen af det Nye Rige.
I 2021 blev mumien undersøgt ved hjælp af CT-scanning, hvilket gjorde det muligt at studere kroppen uden at beskadige indpakningen. Undersøgelsen viste, at Amenhotep I døde omkring 35-årsalderen og var omkring 1,69 meter høj. Scanningerne viste også, at præster i det 21. dynasti havde repareret mumien efter gravrøverier og havde lagt flere amuletter tilbage mellem bindene, da de genbegravede ham.
Mumien er også bemærkelsesværdig ved, at den stadig bærer en blomsterkrans, som sandsynligvis blev lagt på kroppen under begravelsen. Denne krans giver et sjældent indblik i begravelsesritualerne i begyndelsen af det Nye Rige (Saleem & Hawass 2021).

Amenhotep I døde uden en klar arving og blev efterfulgt af Thutmose I, der tidligere havde været general i hæren og sandsynligvis havde giftet sig ind i den kongelige familie.