Familie

Thutmose I var sandsynligvis søn af Amenhotep I og en ikke-kongelig hustru eller konkubine ved navn Senseneb. Hans dronning Ahmose bar titlen Store kongelige gemalinde. Hun var datter af Ahmose I og dermed søster til Amenhotep I. Nogle historikere mener derfor, at hun også kan have været Thutmose I’s egen søster (Dodson & Hilton 2004 s.130).
Thutmose og Ahmose fik flere børn. Deres ældste søn Amenmose synes at være født længe før Thutmose I’s kroning. Han er kendt fra en stele i Memphis, der fortæller om en jagt i kongens fjerde regeringsår, hvor han omtales som “stor hærfører for sin far”. Han døde dog før sin far.
Parret havde også sønnen Wadjmose samt døtrene Hatshepsut og Nefrubity. Wadjmose døde sandsynligvis før sin far, og Nefrubity døde som spæd.
Thutmose havde desuden en anden hustru, Mutnofret, som blev mor til hans efterfølger Thutmose II. Thutmose II blev senere gift med sin halvsøster Hatshepsut. Efter Thutmose I’s død hævdede Hatshepsut, at hendes far havde udpeget både hende og Thutmose II som arvinger til tronen, men dette anses af mange forskere for at være senere politisk propaganda.

Regeringstid
Thutmose I var den tredje farao i det 18. dynasti og regerede i omkring tolv år. Han menes tidligere at have været øverstkommanderende for hæren under Amenhotep I og kan have ledet flere af hans militære kampagner.
Hans vej til tronen er ikke helt klar. En mulighed er, at han var søn af Ahmose I med en sekundær hustru. En anden teori er, at han allerede fungerede som medregent i slutningen af Amenhotep I’s regeringstid og overtog tronen ved hans død. Hans ægteskab med dronning Ahmose kan også have styrket hans legitimitet (Shaw 2000 s.218).

Udenrigspolitik

År 1 – Nubien
Ved begyndelsen af Thutmose I’s regeringstid brød der et oprør ud blandt herskerne i Nubien mod det egyptiske overherredømme. Ifølge selvbiografien i Ahmose, søn af Abanas grav i El-Kab drog kongen op ad Nilen og besejrede oprørerne. Teksten fortæller, at kongen personligt dræbte den nubiske konge i kamp (Breasted 1906 II §80–81).
Efter sejren lod han den døde fjendes krop hænge i forstavnen af sit skib med hovedet nedad under sejlturen tilbage mod Theben – et motiv der senere gentages i egyptisk kongelig propaganda.

År 2 – Nubien
I sit andet regeringsår opstillede Thutmose en grænsestele ved Tombos ved den tredje katarakt, hvor han oprettede et fort. Dette markerede en permanent udvidelse af den egyptiske militære tilstedeværelse i Nubien.

År 2–3 – Syrien
Allerede tidligt i sin regeringstid begyndte Thutmose I også en kampagne i Syrien. Under denne ekspedition nåede hans hær helt frem til Eufratfloden, hvilket var det længste nord en egyptisk konge hidtil havde nået. Her lod han opsætte en sejrstele.
Egypterne fandt Eufrat bemærkelsesværdig, fordi floden løb i den modsatte retning af Nilen. I egyptiske tekster omtales den derfor som “det omvendte vand”.

År 3 – Nubien
I sit tredje regeringsår beordrede Thutmose kanalen ved den første katarakt renset for sten. Kanalen var oprindeligt anlagt under Senusret III i det 12. dynasti. Genåbningen gjorde det lettere at sejle mellem Egypten og Nubien og styrkede den egyptiske kontrol over området (Breasted 1906 II §88).

År 4 – Nubien
I sit fjerde regeringsår måtte Thutmose igen føre en kampagne mod Nubien. Inskriptioner viser, at hans magt nu nåede helt til Kurgus, syd for den fjerde katarakt.
For at sikre kontrollen udnævnte han en embedsmand ved navn Turi til posten som “Kongens søn af Kush”, en titel der fungerede som vicekonge over Nubien. Denne ordning gjorde det muligt for Egypten at kontrollere området.

Monumenter
Trods sin relativt korte regeringstid igangsatte Thutmose I et omfattende byggeprogram. Det vigtigste projekt var udbygningen af Amons tempel i Karnak.
Under ledelse af hans arkitekt Ineni blev templet udvidet mod vest, hvor kongen opførte de strukturer, som senere er kendt som den fjerde og femte pylon.
Mellem disse pylons begyndte han opførelsen af en hypostylhal med søjler af cedertræ. Hypostylhaller i egyptiske templer symboliserede den oprindelige papyrussump, som i egyptisk kosmologi repræsenterede skabelsens begyndelse.
Ved den fjerde pylon opstillede kongen også kolossale Osiris-statuer, hvor han fremstilles skiftevis med Øvre- og Nedre-Egyptens kroner. Foran pylonen opstillede han desuden fire flagstænger og to obelisker (Wilkinson 2000 s.166).

Ud over Karnak byggede Thutmose I også i: Abydos, Armant, Ombos, Memphis og Edfu
I Nubien udvidede han templerne ved Semna og Buhen.

Grav og Mumie
Thutmose I var den første konge, der med sikkerhed fik udhugget en grav i Kongernes Dal, som senere blev gravplads for kongerne i det 18., 19. og 20. dynasti.
Hans grav forbindes normalt med KV20, der ligger i den østlige del af dalen og senere også blev brugt af hans datter Hatshepsut. Gravens lange og dybe korridorer tyder på, at den oprindeligt kan være blevet anlagt til Thutmose I og senere udvidet under Hatshepsut (Shaw 2000 s.231).
Gravens placering ligger dybt inde i klippen i retning mod Deir el-Bahri, hvor Hatshepsut senere opførte sit dødetempel. Nogle forskere har derfor foreslået en symbolsk forbindelse mellem gravens placering og tempelområdet, mens andre mener, at placeringen snarere skyldes dalens geologi (Wilkinson 2000 s.166).
Senere blev der fundet en anden grav, KV38, hvor en sarkofag af gul kvartsit med Thutmose I’s navn blev opdaget. Det er derfor blevet foreslået, at kongens mumie kan være blevet flyttet fra KV20 til KV38, muligvis under Thutmose III (Dodson & Hilton 2004 s.132).
Mumien, der traditionelt tilskrives Thutmose I, blev senere fundet i det kongelige mumiedepot DB320 ved Deir el-Bahri i 1881 sammen med flere andre kongelige mumier. Identifikationen er dog usikker og diskuteres stadig i forskningen (Kitchen 1996 s.258).
Graven blev undersøgt flere gange i moderne tid. Den var allerede kendt under Napoleons ekspedition i 1799, og senere arbejdede Giovanni Belzoni i området i 1817. Den første systematiske undersøgelse blev udført af James Burton i 1824, og senere undersøgte Karl Richard Lepsius og Howard Carter stedet.

Mumie
Thutmose I’s mumie blev fundet i 1881 i den kongelige samle grav ved Deir el-Bahri, hvor præster i det 21. dynasti havde skjult flere kongelige mumier for at beskytte dem mod gravrøvere.