Familie og vejen til tronen
Intef II Wahankh var sandsynligvis søn af Mentuhotep I og dronning Neferu I. Han var yngre bror til Intef I Sehertawy og tilhørte den thebanske herskerslægt, som i slutningen af Første Mellemtid gradvist udvidede sin magt i Øvre Egypten. Selvom slægtsforholdene ikke er fuldstændigt klarlagt, betragtes han almindeligvis som medlem af den samme familie, der senere førte til Mentuhotep II og genforeningen af Egypten (Dodson & Hilton 2004, s. 89).

Da Intef I døde, overtog Intef II ledelsen af det thebanske kongedømme. På dette tidspunkt var Theben blevet den dominerende magt i Øvre Egypten, men landet var stadig delt mellem flere rivaliserende herskere.
Mod syd udfordrede Ankhtifi og hans allierede fra Hierakonpolis fortsat den thebanske ekspansion, mens kongerne i Herakleopolis fra 10. dynasti bevarede kontrollen over store dele af Mellemegypten.

Intef II’s hustru var dronning Neferukayet, som kendes fra flere inskriptioner og monumenter. Sammen fik de mindst to børn. Sønnen Intef III efterfulgte senere sin far på tronen, mens datteren Iah sandsynligvis indgik i den kongelige familie, der i næste generation førte til Mentuhotep II. Dermed blev Intef II en central skikkelse i den slægt, der senere skulle samle Egypten under én hersker (Dodson & Hilton 2004, s. 89-90).

Da Intef II kom til magten, arvede han ikke et fredeligt rige, men et kongedømme i næsten konstant konflikt. Hans lange regeringstid kom derfor til at handle om både erobringer og konsolidering. Hvor Intef I havde lagt fundamentet for den thebanske magt, blev det Intef II, der for alvor gjorde Theben til den ledende stat i Øvre Egypten.

Regeringstid
Intef II overtog magten efter sin bror Intef I på et tidspunkt, hvor Egypten stadig var opdelt mellem flere rivaliserende kongedømmer. I nord regerede kongerne i Herakleopolis fra 10. dynasti, mens Theben gradvist havde udviklet sig til den stærkeste magt i Øvre Egypten. Intef II kom til at regere i næsten 50 år, hvilket gjorde ham til en af de længst regerende konger i det tidlige 11. dynasti (Baker 2008, s. 163).

Ved begyndelsen af hans regering var det thebanske kongedømme stadig under pres fra både sydlige og nordlige modstandere. Kampene mod Ankhtifi og hans allierede fortsatte sandsynligvis i de første år af regeringen. Efter Ankhtifis død forsvinder hans område gradvist fra de historiske kilder, og Intef II synes herefter at have opnået kontrol over de sydlige nomer helt til Elephantine ved den første katarakt (Shaw 2000, s. 155).

Den største udfordring kom imidlertid fra nord. Her konkurrerede Theben og Herakleopolis om kontrollen over Abydos og området omkring Thinis, som havde stor både religiøs og strategisk betydning. Abydos var hjemsted for Osiris-kulten og blev betragtet som et af Egyptens helligste steder. Byen skiftede flere gange hænder under kampene mellem de to rivaliserende magter.

Krigen om Mellemegypten var langvarig og kostbar. I forbindelse med kampene blev byen Thinis ødelagt, og dele af den gamle gravplads blev skændet. Flere samtidige indskrifter viser, at kontrollen over området ændrede sig flere gange, før Intef II til sidst sikrede sig herredømmet over Abydos og områderne længere mod nord (Breasted 1906, §§ 421-423; Shaw 2000, s. 155).

Ved slutningen af felttogene synes grænsen mellem Theben og Herakleopolis at være blevet stabiliseret nær Assiut i det 13. nome. Intef II havde dermed skabt det største rige, som den thebanske kongeslægt endnu havde kontrolleret. Hans magt strakte sig nu fra Elephantine i syd til områderne nord for Abydos.

Efter de lange krige fulgte en mere fredelig periode. De direkte kamphandlinger mellem Theben og Herakleopolis aftog, og Intef II kunne koncentrere sig om administration, byggeri og konsolidering af de erobrede områder. Flere af de monumenter og inskriptioner, der er bevaret fra hans regeringstid, stammer netop fra denne periode og vidner om en stærk og selvsikker kongemagt.

Da Intef II døde efter næsten et halvt århundrede på tronen, efterlod han et langt stærkere kongedømme end det, han havde arvet. Hans søn Intef III overtog et rige, som var tættere på genforeningen af Egypten end nogensinde tidligere siden afslutningen på Det Gamle Rige (Dodson & Hilton 2004, s. 89; Baker 2008, s. 163).

Felttog mod Ankhtifi og Herakleopolis
Da Intef II overtog magten, fortsatte den konflikt, som hans forgængere havde ført mod de rivaliserende magter i Øvre Egypten. Mod syd stod nomarken Ankhtifi fra Hierakonpolis fortsat som en vigtig allieret for kongerne i Herakleopolis. Ankhtifi fremstiller sig selv som beskytter af det sydlige Egypten og beskriver flere sammenstød med styrker fra Theben og Koptos.

I sin grav ved el-Moalla fortæller Ankhtifi, hvordan han kom byen Armant til undsætning efter et angreb fra thebanske styrker:

“Kommandanten af Armant sagde til mig: ‘Kom, du ærlige mand, sejl nedstrøms til fæstningen Armant.’ Jeg drog derfor ned til landet vest for Armant og fandt, at folkene fra Theben og Koptos havde angrebet fæstningen Armant. Jeg nåede den vestlige bred af den thebanske provins. Mine modige stormtropper drog mod vest og øst i Thebens nome på jagt efter kamp, men ingen vovede at komme ud fra Theben, fordi de frygtede mine tropper.”
(Breasted 1906, §§ 339-340)

Hvis Ankhtifis beretning er korrekt, opnåede han i første omgang en række militære succeser mod Theben. Kort efter blev kampene imidlertid afbrudt af en alvorlig hungersnød, som ramte store dele af Øvre Egypten. Ankhtifi beskriver situationen i dramatiske vendinger:

“Hele Øvre Egypten døde af sult, og enhver var kommet i en sådan tilstand, at han spiste sine egne børn. Men jeg tillod ikke nogen at dø af sult i dette nome. Jeg gav brød til Hierakonpolis og Edfu, til Elephantine og Ombos.”
(Breasted 1906, § 328)

Selvom formuleringen uden tvivl er præget af selvros, viser teksten, at perioden var præget af alvorlige økonomiske problemer og politisk uro. Efter Ankhtifis død ændrede magtbalancen sig til fordel for Theben. Intef II udvidede gradvist sin kontrol mod syd og sikrede herredømmet over områderne helt til Elephantine ved den første katarakt (Shaw 2000, s. 155).

Den vigtigste konflikt foregik dog mod nord. Her konkurrerede Theben og kongerne i Herakleopolis om kontrollen over Abydos og Thinis, to områder med stor strategisk og religiøs betydning. Abydos var centrum for Osiris-kulten og et af landets vigtigste pilgrimssteder.

En af de vigtigste samtidige kilder til disse kampe er officeren Djarys gravstele. Her beskriver han sin deltagelse i Intef II’s felttog mod nord:
“Jeg fulgte min herre, da han sejlede nordpå. Jeg kæmpede for ham mod Khetys hus nord for Thinis.”
(Breasted 1906, § 421)

Denne korte tekst bekræfter, at Intef II førte krig mod herskerne i Herakleopolis, som traditionelt blev identificeret med Khety-slægten. Kampene synes at have været langvarige, og kontrollen over Abydos skiftede sandsynligvis flere gange mellem de to parter.

Til sidst lykkedes det dog Intef II at sikre sig kontrollen over Abydos og store dele af Mellemegypten. Ved slutningen af hans regeringstid lå grænsen sandsynligvis nær Assiut i det 13. nome. Det thebanske kongedømme var dermed blevet den stærkeste stat i Egypten, og grundlaget var lagt for den endelige genforening af landet under Mentuhotep II nogle årtier senere

For første gang siden afslutningen på Det Gamle Rige havde en hersker fra Theben skabt et sammenhængende rige, som strakte sig fra Elephantine i syd til områderne nord for Abydos. Intef II’s militære sejre blev derfor et afgørende skridt på vejen mod genforeningen af Egypten.

Ekspeditioner til Wawat og Elephantine
Intef II’s regeringstid var ikke alene præget af krige mod Herakleopolis og de lokale herskere i Mellemegypten. Flere kilder viser også, at den thebanske kongemagt udvidede sin indflydelse mod syd, hvor forbindelserne til Nubien fik stigende betydning.

Et vigtigt vidnesbyrd kommer fra Elephantine ved den første katarakt. Her blev der fundet en statue af Intef II iført Heb-Sed-festivalens ceremonielle dragt. Statuen er dateret til kongens 30. regeringsår og viser, at hans magt nu omfattede området omkring Elephantine. Flere forskere mener, at den thebanske indflydelse på dette tidspunkt også strakte sig ind i dele af Nedre Nubien ( Baker 2008, s. 165).

Denne udvikling bekræftes af en ekspedition til Wawat, området mellem den første og anden katarakt. Fra Gebelein kendes embedsmanden og generalen Djemi, som ledede en kongelig ekspedition under Intef II. På sin stele beskriver han sin indsats for kongen:
“Jeg drog til Wawat. Jeg bragte alle høvdingene i Wawat til lydighed. Jeg bragte tribut fra hvert eneste distrikt til min herre. Jeg var en, som hans majestæt stolede på i den snævre sydlige indgang.”
(Breasted 1906, § 419)

Djemis tekst viser, at ekspeditionen ikke blot havde militære formål, men også handlede om at sikre tribut og politisk kontrol. Wawat var rig på handelsforbindelser, kvæg, guld og andre ressourcer, som var vigtige for den voksende thebanske stat.

På Elephantine findes også indskrifter, som viser, at Intef II engagerede sig i områdets religiøse liv. Han lod opføre eller restaurere bygninger knyttet til gudinden Satet og guden Khnum. Disse projekter er blandt de tidligste kendte eksempler på kongeligt byggeri i det sydlige Egypten efter afslutningen på Det Gamle Rige (Shaw 2000,s.155).

Ekspeditionerne til Wawat og aktiviteterne ved Elephantine viser, at Intef II ikke alene var optaget af krigen mod nord. Han arbejdede samtidig på at sikre kontrollen over Egyptens sydlige grænse og de vigtige handelsruter til Nubien. Dette styrkede både kongemagtens økonomi og dens prestige og gjorde Theben til den dominerende magt i Øvre Egypten.

Ved slutningen af Intef II’s regeringstid var forbindelserne til Nubien stærkere end tidligere, og den første katarakt fungerede igen som en vigtig grænsepost under egyptisk kontrol. Disse resultater kom til at danne grundlag for den endnu mere aktive politik i Nubien, som blev ført af kongerne i Mellemste Rige.

Monumenter og byggeprojekter
Intef II var den første konge i det 11. dynasti, som efterlod sig et større antal monumenter og indskrifter. Disse viser ikke blot hans militære succeser, men også hvordan den thebanske kongemagt gradvist udviklede sig fra et regionalt dynasti til en egentlig faraostat. Flere af monumenterne blev opført i Øvre Egyptens templer og markerer begyndelsen på den kongelige byggeaktivitet, som senere kom til at præge hele Mellemste Rige (Hayes 1953, s. 133-136; Shaw 2000, s. 155).

Stelerne fra El-Tarif
Fra Intef II’s gravkompleks ved El-Tarif stammer flere steler, som giver et sjældent indblik i kongens religiøse forestillinger og selvforståelse. En af stelerne viser kongen, mens han frembærer offergaver til solguden Ra og gudinden Hathor. Han er iført en stivet, plisseret kilt, bred halskrave og paryk, som understreger hans kongelige status.

Stelens tekst indeholder bønner til Ra om beskyttelse gennem nattens timer samt hymner til Hathor. Samtidig beder kongen om evige offergaver i dødsriget. Disse tekster viser, hvordan de tidlige konger i det 11. dynasti forbandt deres egen kongemagt med de traditionelle guder fra tidligere perioder (Soliman 2011,s.118-121).

Djary og kampen om Thinis
En af de vigtigste samtidige kilder til Intef II’s regeringstid er officeren Djarys gravstele. Djary deltog i kongens felttog mod nord og beskriver kampene mod Herakleopolis-dynastiet:
“Jeg fulgte min herre, da han sejlede nordpå. Jeg kæmpede for ham mod Khetys hus nord for Thinis.”
(Breasted 1906, §421)

Selvom teksten er kort, giver den et sjældent førstehåndsvidne til de kampe, der førte til Thebens erobring af Abydos og store dele af Mellemegypten. Samtidig viser den den tætte forbindelse mellem kongen og hans militære elite.

Tjetji og den kongelige administration
Et endnu mere detaljeret billede af Intef II’s styre findes på den lange biografiske stele til embedsmanden Tjetji. Han tjente både Intef II og Intef III og havde titler som overskatmester, kammerherre og leder af kongens administration.

Tjetji indleder sin tekst med en hyldest til kongen:
“Levende Horus Wah-ankh, konge af Øvre og Nedre Ægypten, søn af Ra, Intef, født af Nefru, den der ligesom Ra lever evigt.”
(Breasted 1906, §423B)

Senere beskriver han sin karriere ved hoffet:
“Jeg var en sand favorit af min herre, en stor embedsmand stort af hjerte og ro i temperament i paladset af hans herre….. Jeg var en, der elskede det gode og hadede det onde, en der var elsket i paladset af sin herre, en der udførte enhver pligt i lydighed mod sin herre. Således enhver opgave, som han befalede mig at foretage ….. jeg overskred aldrig de tal han gav mig … aldrig har jeg erstattet én ting for en anden … Som ansvarlig for det kongelige palads forpligtede hans majestæt, min herre, mig til at lave en liste i overensstemmelse med alt det, som hans Ka ønskede.”
(Breasted 1906, §423C)

Tjetjis tekst viser, at Intef II allerede rådede over en velorganiseret administration med skatkammer, paladsforvaltning og højtstående embedsmænd. Dette var en vigtig forudsætning for den senere genforening af Egypten.

Karnak og de første spor af Amon
Intef II har også en særlig plads i historien om Karnak-templet. Fra hans regeringstid stammer den tidligste sikre omtale af guden Amon i Karnak. Dette er bemærkelsesværdigt, da Amon senere udviklede sig til Egyptens vigtigste guddom under Det Nye Rige.

En ottekantet søjle med Intef II’s navn, fundet i Karnak, regnes som det ældste bevarede fragment af kongeligt byggeri på stedet. Selvom anlægget har været beskedent sammenlignet med senere tiders monumenter, markerer det begyndelsen på Karnaks lange historie som religiøst centrum ( Shaw 2000, s. 155).

Elephantine
På Elephantine er fundet en statue af Intef II iført Heb-Sed-festivalens dragt. Statuen stammer sandsynligvis fra kongens 30. regeringsår og vidner om hans kontrol over området ved den første katarakt.

I forbindelse med sine byggeprojekter lod Intef II opføre eller restaurere helligdomme for gudinden Satet og skaberguden Khnum. Disse arbejder er blandt de tidligste kendte kongelige byggeprojekter i det sydlige Egypten efter afslutningen på Det Gamle Rige og viser, hvordan kongemagten igen begyndte at investere i landets templer (Hayes 1953, s. 132-134; Baker 2008, s. 165).

Samlet set viser Intef II’s monumenter en hersker, der ikke alene var kriger, men også administrator, bygherre og religiøs leder. Hans byggeprojekter markerer begyndelsen på den kongelige genopbygning af Egypten, som senere kulminerede under Mentuhotep II og kongerne i Mellemste Rige.

Grav og mumie
Intef II blev begravet i den monumentale saff-grav Saff al-Kisasiyya ved El-Tarif på Nilens vestbred over for Theben. Området rummer tre store kongegrave fra det tidlige 11. dynasti: Saff al-Dawaba tilhørende Intef I, Saff al-Kisasiyya tilhørende Intef II og Saff al-Baqar tilhørende Intef III. Gravene repræsenterer en særlig thebansk gravtradition, som udviklede sig i slutningen af Første Mellemtid og ikke blev videreført af senere faraoer (Soliman 2011, s. 108-122).

Saff al-Kisasiyya El Tarif /Qurna.

Plantegning over
Saff al-Kisasiyya.
El Tarif /Qurna.

El-Tarif består af tre monumentale kongegrave

Saff al-Kisasiyya var anlagt omkring en stor trapezformet gård, der målte omkring 250 × 70 meter. Langs gårdens bagvæg var der udhugget en søjlegang, som førte ind til en række gravkamre. Kongens grav lå i anlæggets centrale del, mens medlemmer af kongefamilien og højtstående embedsmænd blev begravet i tilstødende kamre. Anlæggets størrelse viser den voksende magt og rigdom, som det thebanske dynasti havde opnået under Intef II (Soliman 2011, s. 115-118).

I den østlige ende af gården lå et mindre kapel, som sandsynligvis fungerede som dødetempel. Her blev der fundet flere steler og monumenter, herunder den berømte hundestele, hvor Intef II er afbildet sammen med sine hunde. Navnene på flere af dyrene er bevaret, blandt andet Beha og Pehetep. Dette er et sjældent eksempel på den personlige betydning, som kæledyr kunne have for en egyptisk konge (Baker 2008, s. 165).

Papyrus Abbott, som blev nedskrevet under Ramses IX i det 20. dynasti, omtaler Intef II’s grav i forbindelse med den kongelige undersøgelse af gravrøverier i Theben. Kommissionen inspicerede flere grave på vestbredden og rapporterede, at Intef II’s grav fortsat var intakt:
“Den pyramidegrav, der tilhørte kong Intef den Store, søn af Ra, blev undersøgt denne dag. Den blev fundet ubeskadiget.”
(Papyrus Abbott; Breasted 1906, §529)

Teksten er særlig interessant, fordi den viser, at graven stadig var kendt og respekteret næsten tusind år efter Intef II’s død.

Papyrus Abbott nævner desuden en pyramide i forbindelse med gravanlægget. Ingen rester af en sådan pyramide er dog fundet ved moderne udgravninger. Nogle forskere mener derfor, at der kan have været tale om en mindre pyramidestruktur eller en symbolsk overbygning, som senere er forsvundet (Soliman 2011, s. 120).

Mellem 1970 og 1974 blev gravene ved El-Tarif undersøgt af tyske arkæologer. På baggrund af keramik, arkitektur og gravanlæggenes placering kunne Saff al-Kisasiyya med stor sikkerhed identificeres som Intef II’s grav (Soliman 2011, s. 121-122).

Intef II’s mumie er aldrig blevet fundet. Graven blev plyndret i oldtiden, og hverken hans sarkofag eller jordiske rester er bevaret. Alligevel er Saff al-Kisasiyya et af de vigtigste monumenter fra det tidlige 11. dynasti, fordi det viser udviklingen fra lokale fyrstegrave til de kongelige gravanlæg, som senere kulminerede i Mentuhotep II’s store tempel- og gravkompleks ved Deir el-Bahari.

Betydning for eftertiden
Intef II regnes som en af de vigtigste herskere i det tidlige 11. dynasti. Da han overtog magten, var Theben stadig blot én af flere rivaliserende magter i Egypten. Ved hans død næsten 50 år senere var det thebanske kongedømme blevet den stærkeste stat i landet. Gennem militære sejre, diplomati og en effektiv administration lykkedes det ham at skabe et rige, som strakte sig fra Elephantine ved den første katarakt til områderne nord for Abydos (Shaw 2000, s. 155).

Hans største bedrift var ikke den endelige genforening af Egypten, men at skabe de politiske og militære forudsætninger for den. Intef I havde lagt grundstenen til det thebanske kongedømme, men det var Intef II, der forvandlede det til en regional stormagt. Da hans søn Intef III overtog tronen, stod Theben stærkere end nogensinde tidligere, og vejen mod genforeningen var blevet væsentligt kortere

Intef II spillede også en vigtig rolle i genopbygningen af den kongelige institution efter sammenbruddet ved afslutningen af Det Gamle Rige. Under hans regering blev kongemagten igen forbundet med monumentale byggeprojekter, tempelbyggeri og en central administration. Stelerne fra hans embedsmænd viser en velorganiseret stat med skatmestre, militære ledere og kongelige administratorer, som arbejdede direkte for kronen (Breasted 1906, §§ 421-423).

Hans byggeprojekter i Karnak og på Elephantine fik også betydning langt ud over hans egen regeringstid. Den tidligste sikre omtale af Amon i Karnak stammer fra hans regering, og de første kongelige bygningsværker på stedet blev opført under hans styre. Flere århundreder senere udviklede Karnak sig til Egyptens vigtigste tempelområde og centrum for Amon-kulten (Shaw 2000, s. 155).

Intef II huskes desuden som en af de første konger, hvor vi får et mere personligt indblik i mennesket bag kronen. Stelerne fra hans grav viser ikke kun kongen som hersker og kriger, men også som jæger og hundeejer. De berømte gravsteler med hundene Beha og Pehetep er blandt de mest usædvanlige monumenter fra perioden og giver et sjældent glimt af kongens personlige liv (Baker 2008, s. 165).

Selvom det var Mentuhotep II, der senere genforenede Egypten og grundlagde Mellemste Rige, var det Intef II, der skabte det rige og den magtbase, som gjorde denne bedrift mulig. Derfor står han som en af de mest betydningsfulde herskere i Første Mellemtid og som en af arkitekterne bag Egyptens politiske genfødsel.