Khufu (græsk: Cheops) var den anden konge i 4. dynasti og regerede i første halvdel af det 3. årtusinde f.v.t. Han er især kendt som bygherren af Keops-pyramiden i Giza, det største monument, der er opført i oldtidens Egypten. Hans regeringstid var præget af store byggeprojekter, en effektiv administration og ekspeditioner efter råstoffer. I mange århundreder blev Khufu beskrevet som en grusom hersker, men moderne arkæologiske fund viser et mere nuanceret billede. Blandt andet ved man i dag, at Keops-pyramiden blev bygget af organiserede håndværkere og sæsonudskrevne bønder – ikke af slaver.

Navn
Khufus fødenavn var Khnum-Khufu (Ḫnm-ḫw=f(wj)), som betyder “Guden Khnum beskytter mig”. Navnet henviser til skaberguden Khnum, der ifølge den egyptiske religion formede mennesker på sin pottemagerskive og blev betragtet som en beskytter af både kongemagten og skabelsen. I samtidige indskrifter omtales kongen ofte blot som Khufu, mens græske forfattere senere gengav navnet som Cheops (Kheops), den form der stadig anvendes i mange historiske værker.

Familie
Khufu var søn af farao Sneferu, grundlæggeren af 4. dynasti, og dronning Hetepheres I, hvis gravudstyr blev fundet næsten intakt ved Giza i 1925. Han voksede op ved hoffet i en tid, hvor kongemagten blev styrket, og de første store pyramidebyggerier blev gennemført (Dodson & Hilton 2004: 50–54; Wilkinson 2010: 98–101).

Khufu havde flere hustruer, hvoraf Meritites I med sikkerhed er kendt, mens Henutsen sandsynligvis også var en af hans dronninger. Han fik en stor familie med adskillige sønner og døtre. Den ældste søn, Kawab, døde sandsynligvis før sin far og kom derfor aldrig på tronen. Efter Khufus død blev sønnen Djedefre konge, efterfulgt af Khafre, som videreførte udviklingen af Giza-plateauet (Dodson & Hilton 2004: 52–56; Baker 2008: 223–225).

Flere af Khufus børn er kendt fra deres mastabaer øst og vest for Keops-pyramiden, mens andre omtales i samtidige indskrifter og seglaftryk. Gravene viser, at medlemmer af kongefamilien havde centrale roller i rigets administration og i opførelsen af pyramidekomplekset (Lehner 1997: 108–119; Wilkinson 2010: 101–104; Dodson 1995: 35–38).

Vejen til tronen
Khufu blev født som søn af farao Sneferu og dronning Hetepheres I. Som medlem af den nærmeste kongefamilie voksede han op ved hoffet, hvor han blev forberedt til de opgaver, der fulgte med arvefølgen. Selvom samtidige kilder ikke beskriver hans ungdom eller udnævnelse til kronprins, peger de arkæologiske fund på, at han var den naturlige arving til tronen (Wilkinson 2010: 98–101; Dodson & Hilton 2004: 50–52).

Da Sneferu døde, overtog Khufu kongemagten uden tegn på interne magtkampe eller dynastiske konflikter. Overgangen mellem de to konger synes at have været fredelig og vidner om, at 4. dynasti var politisk stabilt. Khufu overtog et rige med en velfungerende administration, stærke økonomiske ressourcer og en erfaren arbejdsstyrke, som hans far havde opbygget gennem en lang regeringstid. Dette gav ham mulighed for at videreføre de store kongelige byggeprojekter og påbegynde opførelsen af Keops-pyramiden ved Giza (Lehner 1997: 96–101; Shaw 2000: 89–91; Baker 2008: 223–224).

Regeringstid
Khufu regerede i første halvdel af det 3. årtusinde f.v.t. Den nøjagtige længde af hans regeringstid er fortsat genstand for debat blandt egyptologer. Turin-kongelisten tillægger ham 23 regeringsår, mens den egyptiske præst Manetho, der skrev i det 3. århundrede f.v.t., angiver 63 år. Den græske historiker Herodot nævner en regeringstid på 50 år, men både Manetho og Herodot skrev mere end to årtusinder efter Khufus levetid, og deres oplysninger anses derfor for mindre pålidelige end samtidige egyptiske kilder (Ryholt 2004: 14–17; Verner 2001: 212–214).

Arkæologiske fund giver et mere sikkert billede. I et af aflastningskamrene over Kongekammeret i Keops-pyramiden findes en indskrift med omtalen af “året for den 17. kvægoptælling”, mens en klippeindskrift ved Dakhla-oasen nævner “året efter den 13. kvægoptælling”. Da kvægoptællingerne i denne periode sandsynligvis ikke blev gennemført med faste mellemrum, kan de ikke omsættes til et præcist antal regeringsår. De fleste forskere vurderer dog, at Khufu regerede i omkring 25–30 år (Lehner 1997: 108–110; Verner 2001: 214–216; Dodson 1995: 34–36).

Khufus regering var præget af en stærk centraladministration og en effektiv udnyttelse af rigets ressourcer. Der blev sendt ekspeditioner til Sinai for at udvinde kobber og turkis, mens granit blev hentet fra stenbruddene ved Aswan. Den fine hvide kalksten til beklædningen af Keops-pyramiden blev transporteret fra Tura øst for Nilen. Disse omfattende byggeprojekter krævede en velorganiseret administration og en effektiv logistik, som var blevet udviklet under Sneferus lange regeringstid (Shaw 2000: 91–93; Wilkinson 2010: 102–105; Lehner 1997: 108–115).

Et af de vigtigste arkæologiske fund fra de senere år er papyrerne fra Wadi el-Jarf, som blev opdaget i 2013 ved Rødehavskysten. Papyrerne stammer fra slutningen af Khufus regeringstid og er de ældste bevarede papyrer fra oldtidens Egypten. De indeholder blandt andet dagbogen fra embedsmanden Merer, der beskriver transporten af kalksten fra Tura til Giza, hvor stenene blev anvendt til opførelsen af Keops-pyramiden. Papyrerne giver et enestående indblik i den administration og organisation, der lå bag et af verdenshistoriens største byggeprojekter (Tallet & Marouard 2014: 4–17; Tallet 2017: 45–67).

Ud over de store byggeprojekter arbejdede Khufu videre med at styrke rigets administration og kontrollen over de områder, der leverede vigtige råstoffer til kronen. Indskrifter fra Wadi Maghara på Sinai dokumenterer egyptiske ekspeditioner efter kobber og turkis, mens fund fra Elephantine viser, at granit fra Aswan fortsat blev udnyttet til kongelige byggerier. Sammen med fundene fra Wadi el-Jarf tegner disse kilder et billede af et rige med en effektiv centraladministration og et veludbygget netværk af embedsmænd, håndværkere og transportfolk, som gjorde det muligt at gennemføre de store byggeprojekter under Khufus regering (Lehner 1997: 108–115; Wilkinson 2010: 102–105; Shaw 2000: 91–93).

Monumenter og byggeprojekter
Den eneste statue af Khufu, der med sikkerhed kan identificeres, er en lille elfenbensfigur på blot 7,5 cm. Den blev fundet af den britiske arkæolog William Matthew Flinders Petrie i 1903 under udgravningerne af Osiris-templet i Abydos. Trods sin beskedne størrelse er figuren et af de vigtigste portrætter af faraoen. Den viser Khufu siddende på en trone iført den røde krone og opbevares i dag på Det Egyptiske Museum i Kairo. Statuen er et af de få samtidige portrætter af Khufu, der er bevaret (Lehner 1997: 108–109; Verner 2001: 287–289; Dodson 1995: 39).

Khufus største bygningsværk var Keops-pyramiden på Giza-plateauet, som blev opført som hans gravmonument. Keops-pyramiden, også kendt som Den Store Pyramide, stod færdig omkring 2560 f.v.t. og var oprindeligt cirka 146,6 meter høj. Den var verdens højeste menneskeskabte bygning i næsten 4.000 år. Pyramiden består af omkring 2,3 millioner stenblokke og er det eneste af oldtidens syv vidundere, der stadig eksisterer (Lehner 1997: 108–137; Verner 2001: 232–255).

Keops-pyramiden var centrum i et omfattende gravkompleks, der omfattede et daltempel, en processionsvej, et dødetempel og tre mindre dronningepyramider. Øst og vest for pyramiden blev der anlagt store gravfelter med mastabaer til medlemmer af kongefamilien og rigets højeste embedsmænd. Disse grave giver et enestående indblik i hoffets organisation og administration under Khufus regering (Lehner 1997: 138–165; Reisner 1942: 1–45).

På pyramidens sydside blev der fundet to store skibsgrave. Den ene indeholdt en næsten komplet cedertræsbåd på omkring 43 meter, som efter en omfattende restaurering regnes blandt de bedst bevarede skibe fra oldtiden. Skibene havde sandsynligvis en rituel funktion og skulle symbolisere kongens rejse sammen med solguden Ra gennem himlen og underverdenen efter døden (Ward 2000: 120–126; Lehner 1997: 126–128).

Udgravninger omkring Giza har vist, at opførelsen af Keops-pyramiden var et af oldtidens mest velorganiserede byggeprojekter. Arbejderne boede i en planlagt arbejderby syd for plateauet, hvor arkæologer har fundet boliger, bagerier, bryggerier, magasiner og værksteder. Skeletfund viser, at de modtog lægehjælp ved sygdom og skader, og kostrester viser, at de fik en næringsrig kost med blandt andet brød, øl, oksekød, fårekød, fisk og grøntsager (Lehner & Tavares 2002: 27–35; Hawass 1998: 53–68).

Tidligere mente mange, at pyramiderne blev opført af slavearbejdere, en opfattelse der især blev udbredt gennem ældre litteratur og populære film. Arkæologiske undersøgelser har imidlertid vist, at byggeriet blev udført af velorganiserede arbejdsstyrker bestående af faste håndværkere og sæsonudskrevne bønder, som arbejdede for staten i perioder, hvor Nilens oversvømmelse gjorde landbrugsarbejde umuligt. Arbejderne modtog kost, logi og lægehjælp og blev begravet i grave tæt ved Giza-plateauet. Disse fund har grundlæggende ændret vores forståelse af, hvordan Keops-pyramiden blev opført (Lehner 1997: 200–217; Lehner & Tavares 2002: 27–35; Hawass 1998: 53–68).

Mumie
Khufus mumie er aldrig blevet fundet. Da de første systematiske undersøgelser af Keops-pyramiden blev gennemført i begyndelsen af 1800-tallet, fandt man Kongekammeret med den granitsarkofag, der stadig står der i dag. Sarkofagen var tom, og hverken kongens mumie eller gravudstyr blev fundet. Det antages derfor, at gravkammeret blev plyndret allerede i oldtiden (Lehner 1997: 116–125; Verner 2001: 250–255).

Selv om Khufus jordiske rester er gået tabt, har fund fra pyramidekomplekset kastet nyt lys over hans regeringstid. De to store solbåde, arbejderbyen ved Giza og papyrerne fra Wadi el-Jarf giver tilsammen et enestående indblik i den organisation og administration, der gjorde opførelsen af Keops-pyramiden mulig. Disse fund hører i dag til de vigtigste arkæologiske kilder til forståelsen af Khufus regering (Lehner 1997: 126–128, 200–217; Tallet 2017: 45–67).

Eftermæle
Khufu blev dyrket længe efter sin død, og hans gravkult fortsatte i mere end 2.000 år. Præster udførte ofringer ved hans gravtempel, og hans navn optræder på indskrifter helt frem til 26. dynasti. Den langvarige kult viser, at han fortsat blev betragtet som en af Egyptens betydningsfulde konger længe efter Det Gamle Riges ophør (Lehner 1997: 156–165; Verner 2001: 290–292).

I løbet af Mellemste Rige begyndte billedet af Khufu gradvist at ændre sig. I Westcar-papyrussen fremstilles han som en streng og krævende konge, der interesserer sig for magi og overnaturlige begivenheder. Fortællingerne blev skrevet flere hundrede år efter hans regeringstid og betragtes i dag som litterære fortællinger snarere end historiske beretninger

Det negative billede blev yderligere forstærket af den græske historiker Herodot, som omkring 450 f.v.t. beskrev Khufu som en tyrannisk hersker, der lukkede templerne og tvang befolkningen til at opføre Keops-pyramiden. Herodot fortæller endda, at kongen skulle have sendt sin datter i prostitution for at skaffe midler til byggeriet. Ingen samtidige egyptiske kilder eller arkæologiske fund understøtter disse beretninger, og de betragtes derfor af moderne forskning som sene traditioner og legender snarere end historiske kendsgerninger (Herodot, Historier II, 74 – 82; Wilkinson 2010: 104–106; Lehner 1997: 200–217).

Arkæologiske undersøgelser fra de seneste årtier har i stedet tegnet et langt mere nuanceret billede af Khufus regering. Udgravninger af arbejderbyen ved Giza, gravene for håndværkere og embedsmænd samt papyrerne fra Wadi el-Jarf viser en højt organiseret statsadministration med specialiserede håndværkere, embedsmænd og transportfolk. Fundene dokumenterer, at opførelsen af Keops-pyramiden var resultatet af en velplanlagt statslig organisation og ikke af tvangsarbejde udført af slaver (Lehner & Tavares 2002: 27–35; Tallet 2017: 45–67).

I dag regnes Khufu for en af oldtidens mest betydningsfulde faraoer. Keops-pyramiden er fortsat verdens mest berømte pyramide og det eneste bevarede af oldtidens syv vidundere. Sammen med de mange arkæologiske fund fra Giza giver den et enestående indblik i Egyptens politiske, tekniske og religiøse udvikling under 4. dynasti (Lehner 1997: 108–217; Verner 2001: 232–292).