Familie

Thutmose II var søn af Thutmose I og sidehustruen Mutnofret. Han var derfor en mindre søn af Thutmose I og giftede sig med sin helt royale halvsøster Hatshepsut. Dette ægteskab var en del af den dynastiske politik, der skulle legitimere hans ret til kongemagten (Dodson & Hilton 2004 s.130–132).
Mutnofret, Thutmose II’s mor, omtales i kilderne som en sekundær hustru til Thutmose I. Hendes navn betyder “Mut er skøn”, hvilket viser forbindelsen til gudinden Mut, der blev dyrket i Theben.
Selvom hun ikke bar titlen “Store kongelige gemalinde”, var hendes søn i stand til at overtage tronen, sandsynligvis fordi han gennem sit ægteskab med Hatshepsut blev knyttet direkte til den kongelige hovedlinje (Dodson & Hilton 2004 s.131).

Thutmose II fik med Hatshepsut datteren Neferure, men han blev også far til en mandlig arving før sin død. Thutmose III var søn af en sidehustru ved navn Iset (Shaw 2000 s.218).

Nogle arkæologer mener, at Hatshepsut var den reelle magt bag tronen under Thutmose II’s regeringstid.
Dette skyldes både de indenlandske og udenlandske politikker, som senere blev videreført under hendes egen regering, samt hendes senere påstand om, at hun var sin fars udvalgte arving. Hun er afbildet i flere reliefscener ved Karnak, både sammen med Thutmose II som hans hustru og alene (Shaw 2000 s.218).

Regeringstid
Længden af Thutmose II’s regeringstid er omdiskuteret og har længe været genstand for debat. Den egyptiske historiker Manetho omtaler ham under navnet Chebron og giver ham en regeringstid på 13 år, men dette tal betvivles af mange forskere (Kitchen 1996 s.21).

Nogle egyptologer mener, at hans regeringstid kan have været betydeligt kortere, muligvis omkring 3–4 år, fordi den højeste kendte daterede inskription fra hans regeringstid er år 1, dag 8 i måneden Akhet. Andre forskere mener dog, at hans regering kan have været længere, men at få monumenter og inskriptioner er bevaret (Shaw 2000 s.218).

Ekspeditioner/Felttog
Nubien
Ved Thutmose II’s tronbestigelse udbrød der, traditionen tro ved et kongeskifte, et oprør blandt stammerne i Nubien mod det egyptiske overherredømme. Nubien var blevet underlagt Egypten under hans far Thutmose I, men oprørere fra området Khent-hennofer, mellem den anden og tredje katarakt, gjorde oprør mod de egyptiske garnisoner (Redford 1992 s.156).

På grund af sin relative ungdom sendte Thutmose II en hær mod Nubien i stedet for selv at lede felttoget. Kampagnen blev derfor gennemført af hans generaler. Ifølge egyptiske inskriptioner blev oprøret slået ned med stor hårdhed, og de nubiske ledere blev henrettet, mens andre blev taget til fange (Breasted 2001 §120–122).
Kampagnen sikrede fortsat egyptisk kontrol over Nubien, som var en vigtig kilde til guld og andre råstoffer for den egyptiske stat (Shaw 2000 s.218).

Sinai og Syrien
Thutmose II synes også at have kæmpet mod Shasu-beduinerne i Sinai. Denne kampagne nævnes i inskriptioner fra embedsmanden Ahmose Pen-Nekhbet, der tjente flere konger i begyndelsen af det 18. dynasti (Breasted 2001 §123).
Shasu var nomadiske stammer, der levede i Sinai, Negev og det sydlige Levanten og ofte kontrollerede handelsruterne mellem Egypten og Asien.
Kampagnen viser, at Egypten fortsat forsøgte at sikre kontrollen over Horus-vejen, den vigtigste militære og handelsmæssige forbindelse mellem Egypten og Levanten (Redford 1992 s.157).
Et fragment offentliggjort af den tyske egyptolog Kurt Sethe antyder desuden, at en egyptisk ekspedition kan have nået så langt som til området omkring Niy i det nordlige Syrien, det samme område hvor Thutmose I tidligere havde jaget elefanter efter sit felttog til Eufrat (Sethe 1906).
Det er dog usikkert, om denne tekst virkelig refererer til Thutmose II. Flere forskere mener, at den snarere kan henvise til hans fars kampagne (Redford 1992 s.158).

Monumenter
Thutmose II efterlod sig forholdsvis få monumenter sammenlignet med andre konger i det 18. dynasti, hvilket sandsynligvis hænger sammen med hans korte regeringstid (Shaw 2000 s.217–219).
Det vigtigste monument fra hans regeringstid var en indgangsport i kalksten ved templet i Karnak, opført foran forgården ved den fjerde pylon som en del af udbygningen af Amun-templet. Porten blev dog først færdiggjort under hans søn Thutmose III (Shaw 2000 s.217).

Senere lod Amenhotep III porten nedtage, og stenene blev genanvendt som fyld i fundamentet til den tredje pylon, sammen med blokke fra Sesostris I’s Hvide Kapel.
Genbrug af ældre byggesten var almindelig praksis i egyptiske templer, hvor tidligere monumenter ofte blev indbygget i nye konstruktioner (Kitchen 1996 s.21–22).

Fragmenter med Thutmose II’s kartoucher er desuden fundet ved Elephantine, Abydos og Semna i Nubien, hvilket tyder på mindre byggearbejder eller restaureringer af eksisterende templer under hans regeringstid (Redford 1992 s.156–158).

Grav og mumie
Thutmose II’s grav er ikke med sikkerhed identificeret. Graven KV42 i Kongernes Dal er gammel nok til at kunne være en kongelig grav fra perioden, og nogle forskere har foreslået, at den kan have tilhørt Thutmose II (Shaw 2000 s.218).

Hans mumie blev fundet i Deir el-Bahri-cachen i 1881, i en klippehule ved Dra Abu el-Naga på vestbredden ved Luxor.
Mumien blev udpakket af Gaston Maspero den 1. juli 1886.
Maspero beskrev kroppen således: “Han havde næppe nået en alder af tredive år, da han faldt et offer for en sygdom. Huden er ru i pletter og dækket af ar, den øverste del af kraniet er skaldet, kroppen er tynd og indskrumpet og synes at have manglet styrke og muskelkraft.”
(Breasted 2001)
Beskrivelsen har ført til den opfattelse, at Thutmose II kan have været svagelig eller syg i længere perioder af sit liv.

Andre relaterede
En af de embedsmænd, der kan følges gennem flere regeringer i begyndelsen af det 18. dynasti, er arkitekten og hofembedsmanden Ineni (Anena). Han var ansvarlig for en række større byggeprojekter, især ved templet i Karnak, under Amenhotep I, Thutmose I og Thutmose II, og fortsatte senere sin karriere under Hatshepsut og Thutmose III’s fælles regeringstid.
Ineni bar flere høje titler, blandt andet forstander for de kongelige bygninger og overformand for håndværkerne i Karnak. Hans gravbiografi i TT81 i Sheikh Abd el-Qurna er en vigtig kilde til administrationen og byggeprojekterne i begyndelsen af det Nye Rige (Breasted 2001; Shaw 2000)